Arkivfoto: Jacob Gren/Byrd

Arkivfoto: Jacob Gren/Byrd

15-årig passager greb fat i bilrat og forårsagede ulykke: ”Jeg ville lave sjov”

Medpassagerer greb fat i rettet, da hans mor kørte bilen på motorvejsforlængelsen - og to biler stødte sammen

Af
Mette Dolmer Thygesen

RETTEN Det var for at lave sjov med sin mor, at en 15-årig dreng 1. september omkring klokken 19 tog fat i rattet på den bil, hans mor kørte i, mens han sad på passagersædet.

Det har den 15-årige forklaret i Retten i Hillerød, hvor han var tiltalt for forsætligt at forvolde skade på andres ting og forvolde nærliggende fare for andres liv og førlighed – af grov kådhed, står der i dombogen.

Den 15-årige var 1. september passager på forsædet i bilen, som hans mor kørte på Hillerødmotorvejens Forlængelse ved Hillerødvej i Hillerød. Hans far sad på bagsædet. Ifølge drengens og moderens forklaringer i retten var der en god stemning i bilen, og det var altså ikke, fordi drengen var sur på sin mor, at han tog fat i rattet under sin mors højre hånd - men fordi han ville lave sjov med hende, sagde han.

Arkivfoto: Jacob Gren/Byrd

Arkivfoto: Jacob Gren/Byrd

Men moderen mistede koncentrationen, da han greb rattet, og så begyndte bilen at slingre. Han greb i rattet en enkelt gang, og da bilen begyndte at slingre, havde han givet slip på rattet. Så det var altså moren, der fik bilen til at slingre, forklarede han i retten.

De begyndte at råbe i bilen, fordi de var bange, da bilen slingrede, forklarede drengen. Bilen slingrede da også så meget, at den ramte over i en modkørende bil, som en kvinde kørte i sammen med sin mand og sit barn.

Mor bakkede op

Moren bakkede i retten op om drengens forklaring, selvom hun tidligere ifølge politirapporten havde sagt, at drengen ”på et tidspunkt tog fat i rattet og styrede bilen fra side til side”. Dette nægtede hun at have sagt til politiet.

I retten forklarede hun ifølge dombogen, at drengen havde spurgt hende, om han skulle hjælpe hende med at køre bilen, og hun havde ikke nået at tænke over sit svar, inden hun mærkede hans hånd på rattet, nedenunder hendes. Ifølge morens forklaring havde han fat i rattet i et par sekunder, og hun mærkede en bevægelse i rattet, som kom til at dreje lidt, og hun blev panisk og skyndte sig at trække modsat for at forsøge at rette bilen op. Men så begyndte bilen at slingre – og den drejede til højre og venstre et par gange, forklarede hun ifølge dombogen.

Så modkørende slingre

En anden bilist, som så bilen slingre, var også i retten og vidne i sagen. Han forklarede, at han havde set den modkørende bil slingre tre-fire gange ind over midterstriben, så han kørte ind til siden, og bilen susede forbi ham. Herefter så han bilen svinge over i modsatte vejbane og køre ind i den anden modkørende bil.

Kvinden, hvis bil blev ramt i ulykken, havde forklaret til politiet 10 dage efter ulykken, at hun så den modkørende bil slingre kraftigt. Hun satte farten ned til 20 km/t, da den modkørende bil slingrede ind foran hende, og deres biler ramte hinanden i siden.

Krævede fængselsstraf

Anklagemyndigheden mente, at drengen, som fik sin dom 7. november, skulle have en fængselsstraf. Men retten lagde vægt på vidnernes og moderens forklaringer og mente derfor ikke, at drengen havde forsæt til at volde fare på andre. Det blev han derfor frifundet for.

Til gengæld mente retten, at drengen måtte betragtes som fører af bilen, da han satte hånden på rattet, og han blev derfor dømt skyldig i at køre bil uden kørekort.

To biler stødte sammen på Hillerødmotorvejens Forlængelse, efter at en 15-årig havde hevet i rattet på bilen, som hans mor kørte. Arkivfoto: Jacob Gren/Byrd

To biler stødte sammen på Hillerødmotorvejens Forlængelse, efter at en 15-årig havde hevet i rattet på bilen, som hans mor kørte. Arkivfoto: Jacob Gren/Byrd

Drengen fik en bøde på 4.000 kroner, og selvom han jo ikke har kørekort endnu, blev han idømt en betinget frakendelse af kørekortet i tre år, står der i dombogen.

Ifølge dombogen skete der skade på bilerne - og altså ikke på personerne i bilerne.

Publiceret 29 November 2019 09:13