Bilist, som ikke havde kørekort, kørte over for rødt foran en politibil - og fik konfiskeret sin bil. Arkivfoto

Bilist, som ikke havde kørekort, kørte over for rødt foran en politibil - og fik konfiskeret sin bil. Arkivfoto

Bilist kørte over for rødt - og fik konfiskeret bilen

Manden ville ikke have kørt i sin bil, hvis han havde vidst, han kunne miste den, sagde han i retten

Af
Mette Dolmer Thygesen

Retten En 37-årig mand får konfiskeret sin bil og skal betale både en bøde på 11.500 kroner, efter han forleden var i Retten i Hillerød for at have kørt uden kørekort – og kørt over for rødt lys.

Manden kørte ifølge domsbogen på Roskildevej i Hillerød 3. maj 2019 i sin personbil, selvom han altså ikke havde kørekort. Han benægtede, at han havde kørt over for rødt lys, da han drejede til højre i krydset med Salpetermosevej.

Ville ikke holde i vejen

Han forklarede i retten ifølge dombogen, at han var ved et lyskryds og drejede til højre, da politiet kom. Han kiggede op på lyssignalet, inden han så en politibil, og da politibilen blinkede, drejede han bare uden at se på lyssignalet, forklarede han. Derfor så han ikke, at der var rødt lys, og han drejede, fordi han ikke ville holde i vejen, lød det i hans forklaring.

Men dette modsagde en rapport, som en politibetjent på stedet havde lavet. Betjenten forklarer i rapporten, at manden overhalede en anden bil cirka 100 meter før lyskrydset, og på det tidspunkt var der allerede rødt lys. Politibilen var cirka 200 meter bag bilisten, står der. Og den forklaring valgte retten at holde sig til.

Manden er tidligere to gange straffet for kørsel i frakendelsestiden, og han forklarede i retten, at han er uden indkomst, da han har mistet sit job.

Bilen betyder meget

Han erkendte, at han havde kørt uden kørekort, og forklarede i retten, at han gik og ventede på at komme til køreprøve. Han havde ikke regnet med, at politiet ville tage bilen, hvis han blev snuppet. ”Hvis han havde vidst det, havde han ikke kørt, for bilen betyder meget for ham,” fortalte han ifølge domsbogen og han kaldte det ”en dum brøler”.

Manden skal udover at miste sin bil og få en bøde også betale sagens omkostninger.

Publiceret 20 October 2019 09:00