85-årige Bent Petersen er ramt af Parkinson, men det sætter ikke en stopper for hans livsglæde og gode humør - slet ikke når han danser med hustruen Gerda. Foto: Helene Holm Stolle
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

VIDEO: Parkinsonramte danser smilet frem

Dans er livsglæde. Det viser flere parkin-sonramte og deres pårørende, når de uge efter uge danser i Frederiksborgcentret

Det er ikke nemt at være ramt af Parkinson - eller være et nært familiemedlem til en, der er ramt af sygdommen, der sætter ind på bevægelsesevnen ofte med rystelser til følge. Men alt det svære glemmes for en stund, når der hos Fysio Danmark i Frederiksborgcentret bydes op til dans.

Det er Parkinsonforeningens lokalkreds i Nordsjælland, der står bag de særlige dansedage, der er et tiltag i det landsdækkende projekt 'Dans med Parkinson'. Et projekt, der har fokus på at skabe livsglæde gennem bevægelse, musik, rytmik, motion og danseundervisning. Et projekt, der kører i en tre-årig periode med støtte fra TrygFonden. Bent Petersen på 85 år er en af de mange, der svinger benene hver uge i Frederiksborgcentret, og han mærker den positive effekt, det har.

Fik du læst: Nye fodterapeuter på klinikken

“Det er virkelig sjovt, og man får sved på panden”, siger han med et kækt smil, der nemt afslører, hvorfor hans 10 år yngre kone, Gerda, faldt for ham for mere end 20 år siden. Hun danser også med på parkinsonholdet hver uge, for det er nemlig både for parkinsonramte og deres pårørende. “Dansen kan mange ting. Dels holder det min mand i gang, dels kommer vi lidt ud og møder andre og har det sjovt”, fortæller Gerda og kigger kærligt på sin mand, der udover at være ramt af Parkinson, også har en sammenfaldet ryg og har haft kræft. “Det har været hårdt, men vi nyder livet. Udover dansen spiller vi nemlig også golf, og så er der jo også haven, der skal holdes”, lyder det fra Bent, inden han under kærlig instruktion fra Mie Heering får lidt mere sving i hofterne, da der skal danses twist til John Mogensens 'Fut i fejemøjet'.

Fra patient til danser

Mie Heering er fysioterapeut og uddannet til at undervise parkinsonramte i dans, og hun elsker de særlige timer.

“Det er ren livsglæde. Her handler det ikke så meget om at sætte hæl og tå rigtigt men mere om at få rørt sig og komme i godt humør til god musik. Når man danser, er man ikke længere en patient eller pårørende, man er simpelthen bare en danser. Det giver en fantastisk energi”, siger hun. 

Fik du læst: Nye navne til New Note Festival 

Denne tirsdag eftermiddag er energien da også sprudlende, og selvom kroppen ikke helt vil det, som hovedet gerne vil på flere af deltagerne, så er humøret højt, og der flyver også flere humoristiske men kærlige kommentarer gennem salen, mens der bliver danset engelsk vals, cha cha cha, samba og wienervals til tidens moderne toner. 

Det særlige projekt er for alle, der har Parkinson inde på livet - og man skal ikke have særlige forudsætninger for at kunne danse. Projektet kulminerer med et fælles landsstævne fyldt med dans, rytme, samvær og inspiration i 2019.

Hvis du vil vide mere om parkinsondans-projektet, kan du læse mere på fdhi.dk.

Publiceret: 03. April 2018 09:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Hillerød Posten

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt