Mie skov er med på holdet, når de lokale bordtennisdamer i weekenden spiller Europa Cup på hjemmebane. Arkivfoto

Mie skov er med på holdet, når de lokale bordtennisdamer i weekenden spiller Europa Cup på hjemmebane. Arkivfoto

Bordtennis: Europa Cuppen kommer til Hillerød

Hillerøddamerne spiller i weekenden på hjemmebane mod tre stærke hold fra henholdsvis Italien og Rumænien

sport Hillerød G.I. bordtennis' damer, der blev danske mestre i både 2018 og 2019, skal på nye eventyr i Europa og deltager i år i Europa Cuppen.

Den 14. og 15. september er den lokale bordtennisklub blevet tildelt værtskabet for cuppen og får besøg af to hold fra Italien og et fra Rumænien.

”Vi glæder os til at vise Hillerød og dansk damebordtennis frem i Europa igen. Da champagnepropperne sprang, efter at vi blev danske mestre, gik der ikke mange minutter, før et nyt europæisk eventyr blev ytret fra spillerne. Udover spillernes motivation var det dog også vigtigt, at der var økonomisk opbakning fra det lokale erhvervsliv. Hillerød.nu, C4 og FrederiksborgCentret var de første til at give deres opbakning til klubben, hvilket muliggjorde, at vi kan deltage," siger formand Thomas Hjermind Jensen, der er formand for klubben.

"Vores ambitioner er at nå så langt som muligt, og jeg synes, vi har nogle rigtig spændende spillere på holdet igen i år. Vi har fået muligheden for at vise europæisk top damebordtennis i Hillerød samt lave bordtennis-relateret events omkring dette både for potentielle sponsorer og tilskuere. Desuden kan vi også være med til at profilere damebordtennis i Danmark yderligere. Vi håber, at så mange som muligt af Hillerøds borgere vil kigge forbi til en eller flere af kampene," lyder opfordringen fra bordtennisformanden.

Hillerødholdet består af Mie Skov, Pia Toelhøj, Sophie Walløe og Petra Sörling, og de spiller lørdag klokken 14 mod Cagliary fra Italien, og klokken 19 er modstanderen Norbello, der ligeledes er fra Italien. Søndag skal holdet møde Dumbravita fra Rumænien klokken 10.

Der er gratis adgang til kampen, der spilles i Hillerød Bordtennis Center i FrederiksborgCentret.

Du kan læse mere på www.hgibordtennis.dk.

mw

Publiceret 09 September 2019 05:00