Lærke Olsen (til venstre) skal til VM i Judo i Japan. Arkivfoto

Lærke Olsen (til venstre) skal til VM i Judo i Japan. Arkivfoto

Lærke fra Hillerød Judo Klub skal til VM

Hillerød Judos Lærke Olsen skal til VM i Tokyo

sport Hillerød Judo Klubs Lærke Olsen rejser onsdag d. 28. august til judoens eget hjemland Japan for at kæmpe sit andet senior VM i Judo i under 63-kilo-vægtklassen.

21-årige Lærke Olsen er i øjeblikket nummer 36 på verdensranglisten, og hun glæder sig selvfølgelig til turen til Japan - og målet er helt klart, fortæller hun.

”VM giver mange point til OL-kvalifikationen, og derfor er enhver kamp, jeg vinder, meget vigtig, men jeg føler, at en top 7-placering er mulig, når det hele spiller," siger hun.

Lærkes næste mål er nemlig De Olympiske Lege i Tokyo 2020.

”Jeg tænker, at det er en god ting, at det bliver holdt det samme sted som næste års OL. Så har man prøvet at kæmpe dér og i deres klima inden næste år. Udover det er det virkelig fedt, når det er i judoens hjemland," lyder det fra Lærke Olsen.

Imponeret

Formanden for Hillerød Judo Klub Michael Albrechtsen har fulgt Lærke Olsens karriere, og han er imponeret over hendes resultater.

”Uanset resultatet (ved VM, red.) er vi meget stolte af Lærke. Judo er en hård sport på internationalt niveau, og det kræver en stor træningsindsats overhovedet at være med,” siger han.

Til De Olympiske Lege må et land kun sende én kæmper i hver vægtklasse og top 18 kvalificerer sig direkte. Lige nu ligger Lærke nummer 17 på den liste og er altså foreløbig kvalificeret.

Derfor er de erfaringer og mulige point, som Lærke måske høster til VM, vigtige for hende på hendes vej mod sin store drøm, nemlig en medalje til OL i 2020.

mw

Publiceret 20 August 2019 10:00