Nordsjælland Håndbold vandt i torsdags 21-29 over Ajax, hvorefter holdet tog afsked med fire spillere, en målmand og cheftræner Ian Marco Fog. Alle foto: Jan F. Stephan

Stor afskedsrunde i Nordsjælland Håndbold efter pokalkamp-sejr

Nordsjælland Håndbold tog efter en sejr over Ajax afsked med både cheftræner, målmand og fire spillere

Sjette runde i pokalturneringen bød både på en sejr og den helt store afskedsrunde for Nordsjællands Håndbold.

Holdet kunne nemlig efter en sejr på 21-29 mod 1. divisionsholdet Ajax i Bavnehøjhallen sige ordentligt farvel til både målmand Mike Jensen, cheftræner Ian Marko Fog og spillerne Johan Meklenborg, Dan Beck-Hansen, Lasse Uth og Aku Kreutzmann.

Roste fans

Mike Jensen roste efter kampen Nordsjælland Håndbolds fanzone - og mente, at det var med til at sikre pokalsejren over Ajax i torsdags.

"Vi har jo en kanongod fanzone. De er der hver gang – og er helt sikkert den ottende mand på banen," sagde han.

I Bavnehøjhallen var omkring 90 grønklædte og særdeles hørbare fans mødt op og udgjorde vel en fjerdedel af publikum. Anført af tre trommer sørgede de for en opmuntrende lydkulisse.

24-årige Mike Jensen skal til Tyskland og satte et smukt punktum med en sand stime af forrygende redninger i en kamp, hvor der ikke uventet var klasseforskel på de to hold.

Johan Meklenborg endte på Årets Hold i Herreligaen på trods af, at han de sidste tre måneder har været skadet. Han nåede at komme med i sæsonens sidste kamp og viste, at han trods manglende kamptræning stadig kan score mål i stor stil.

Alle på banen

Ian Marko Fog, som bagefter glædede sig over, at han forlader Nordsjælland Håndbold med et hold, som både er med i Ligaen og i pokalturneringen, benyttede kampen til at sørge for, at alle på bænken kom på banen.

Når pokalturneringen fortsætter, og den nye ligasæson starter efter sommerferien, bliver det en ungt hold med op mod ni nye spillere, som den hidtidige assistenttræner Simon Dahl får til rådighed som ny cheftræner.

Mdt

Kampen var Ian Marco Fogs sidste som cheftræner for Nordsjælland Håndbold. Foto: Jan F. Stephan

Publiceret 20 May 2019 09:31