Kim Skou er ansat som ny træner i Hillerød Svømmeklub, hvor han også skal se på, hvordan organiseringen i svømmehallen i klubtiden kan optimeres. Privatfoto

Kim Skou er ansat som ny træner i Hillerød Svømmeklub, hvor han også skal se på, hvordan organiseringen i svømmehallen i klubtiden kan optimeres. Privatfoto

Ny træner i Hillerød Svømmeklub - og plads til flere medlemmer

Ansættelse af den nye træner Kim Skou i Hillerød Svømmeklub skal højne kvaliteten og give plads til flere medlemmer

Hillerød Svømmeklub har per 1. august 2019 ansat Kim Skou, der har 14 års erfaring som svømmetræner og leder af instruktører og frivillige fra flere svømmeklubber i Danmark.

Kim Skou skal udover at være træner i konkurrenceafdelingen have ansvar for faglig udvikling i svømmeskolen.

Dette sker som et led i klubbens strategi, som blev lanceret sidste år, og hvori svømmeklubben satte en række mål for udvikling af svømmeskolen.

Dette skulle gerne betyde, at børn, som går til svømning, hurtigere lærer at svømme og med den rigtige teknik

Et af de områder, hvor der skal sættes ind, er øget faglig udvikling af de unge instruktører.

"Ansættelsen af Kim Skou betyder, at vi kan højne uddannelsesniveauet hos vores instruktører, bl.a. ved at de løbende kan få supervision af deres undervisning. Dette skulle gerne betyde, at børn, som går til svømning, hurtigere lærer at svømme og med den rigtige teknik," udtaler Hillerød Svømmeklubs formand Tilde Juul i en pressemeddelelse.

Flere medlemmer

Udover det faglige ansvar skal Kim Skou sammen med klubbens erfarne svømmeskoleleder Ulla Hobert også se på om organiseringen i svømmehallen i klubtiden kan optimeres. Både for at give bedre kvalitet i undervisningen, men også for at give plads til flere medlemmer.

Plads til flere medlemmer kan klubben dog allerede love, da de både har fået lidt mere tid i svømmehallen og har fundet alternativ træning til konkurrencesvømmerne om søndagen. Det er tiltrængt, at der bliver plads til flere medlemmer, fortæller Tilde Juul:

"Hillerød by har vokseværk. Da klubben blev stiftet for lidt over 40 år siden, var indbyggertallet under det halve af i dag, og vi har slet ikke kunnet tilbyde det antal pladser, som bliver efterspurgt. Så vi ser frem til at kunne tage imod flere nye medlemmer, når vi åbner for tilmeldingen for nye medlemmer den 7. juni 2019".

Børnehold om torsdagen

Hillerød Svømmeklub har i sæsonen 2019/20 fået mere tid om torsdagen, som primært betyder, at der bliver plads til flere børnehold. Dermed bliver tirsdag, torsdag og søndag de store svømmeskoledage.

Der vil stadig blive satset på at tilbyde hold, som rammer en bred målgruppe. De hold, klubben i øjeblikket tilbyder, spænder vidt fra ’Puls for piger’ til ’Vandskræk for voksne’ til ’Jump4fun’, som er et hold for overvægtige børn.

Alle typer hold kan ses på klubbens hjemmeside www.hils.dk, hvor man også kan tilmelde sig, når tilmeldingen til den nye sæson åbner.

Mdt

Publiceret 17 May 2019 07:00