Mindst 250 kvinder deltager onsdag den 20. marts i 'Ladies Mud Race Dark Edition' i Hillerød. Billedet her er taget under løbet i Fredericia.

Mindst 250 kvinder deltager onsdag den 20. marts i 'Ladies Mud Race Dark Edition' i Hillerød. Billedet her er taget under løbet i Fredericia.

250 kvinder løber i mudder og mørke

Området omkring Firmaidrættens Hus fyldes med ild, lys og kvinder

250 kvinder har allerede taget imod de udfordringer, der gemmer sig i mørket til Firmaidrættens 'Ladies Mud Race Dark Edition', der løber af stablen på onsdag den 20. marts.

Det er første gang, løbet gennemføres, og forventningerne til deltagerantallet har været omkring det, der nu er tilmeldt. Men der er stadig ledige pladser, og man kan stadig nå at tilmelde sig.

Sportschef Dorte Dahl er ganske godt tilfreds med deltagerantallet, da det dels er et nyt koncept/løb, og dels kan arealet omkring Firmaidrættens Hus ikke bære meget mere. Men uanset deltagerantallet så garanteres deltagerne en sjov og anderledes oplevelse, fortæller Dorte Dahl.

Løbet starter i bælgmørke ved Firmaidrættens Hus klokken 19. Alle deltagerne har pandelamper på, når de skal gennemløbe de to x 2,5 kilometer i området. Undervejs bliver kvinderne udfordret med både forhindringer som 'Edderkoppen' og 'Djævlekløften', og så skal de løbe både på og udenfor stier. Skoven byder også på tætte træer, moseområder og mange skrænter og højdemeter. Skoven har også sine egne forhindringer, som skal passeres, fugtig mose og stejle, fedtede skrænter.

Firmaidrættens Hus på Milnersvej danner rammen for stævnepladsen, og ruten er lagt i det kuperede terræn bag FIF's højbaner og videre ind over Adventure Park, som velvilligt har stillet deres del af området til rådighed.

Efter løbet modtager alle deltagerne en medalje og har mulighed for at få en kop suppe at varme sig på, mens aftenens udfordringer og oplevelser deles med alle de andre deltagere.

"Stævnepladsen oser af hygge med ildtønder, speaker og musik, blandet med flammekastere, så der er også noget at kigge på som tilskuer og hepper," lyder det fra arrangørerne.

Du kan læse mere på www.ladiesmudrace.dk/hillerød/darkedition.

mw

Publiceret 12 March 2019 05:00