Sarah Mahfoud er klar til kamp fredag 18. januar i Nykøbing Falster. Arkivfoto

Sarah Mahfoud er strøget ind på en 4. plads på WBA's verdensrangliste. Arkivfoto Ritzau Scanpix

Sarah Mahfoud brager ind på endnu en verdensrangliste

Sarah Mahfouds seneste sejr over den verdensrangerede Stephanie Ducastel er også blevet bemærket af WBA

Den lokale hillerødbokser Sarah Mahfoud fra HSK brager ind på endnu en verdensrangliste før sin titelkamp og VM-eliminator.

Hos World Boxing Association (WBA), der er et af de store anerkendte VM-forbund, er Sarah Mahfoud nu strøget helt op på 4. pladsen.

Sarah Mahfoud forbereder sig i disse dage til sin kamp om IBF’s interkontinentale mesterskab i fjervægt fredag den 18. januar i Nykøbing F. Hallerne.

Hvis hun besejrer Bukiwe Noninaa fra Sydafrika, venter der ifølge IBF en VM-titelkamp i forbundet.

Men Sarah Mahfouds seneste sejr over den verdensrangerede Stephanie Ducastel er også blevet bemærket af WBA, og på den seneste udgave af ranglisten i fjervægt, som netop er blevet publiceret, indtager Sarah Mahfoud altså nu en fornem placering som nummer 4.

Dermed ligger WBA i tråd med den uafhængige computerrangliste hos BoxRec, som også rangerer Sarah Mahfoud som verdens fjerdebedste fjervægter (og i øvrigt Danmarks bedste bokser på tværs af alle vægtklasser).

Ser lovende ud

Fremgangen på verdensranglisterne er noget, der glæder promotor Mogens Palle.

”Det ser lovende ud, ligesom det gør for mange af vores andre boksere, der er på vej frem. Der er ved at åbne sig flere døre og oplagte muligheder for Sarah Mahfoud til at bokse om de store VM-titler. Læg dertil at hun også er strøget ind som nummer 1 på den officielle europarangliste og dermed har en direkte adgang til at kunne bokse om europamesterskabet,” siger Mogens Palle, som dog advarer mod at tage forskud på glæderne.

Der venter nemlig en meget svær opgave mod en stærk sydafrikansk bokser med en vanskelig boksestil, når det går løs i titelkampen og VM-eliminatoren den 18. januar i Nykøbing F, mener han.

mw

Publiceret 10 January 2019 05:00