500 friske løbere til årets Julestjerneløb i Store Dyrehave
Løbere i alderen tre år og op deltog i Langgarvernes Julestjerneløb i Store Dyrehave
løb Mere end 500 friske løbere fra tre år og op til pensionsalder plus trodsede råkulden og regnen søndag 2. december og gav den gas i løbesko i Store Dyrehave.
Hillerøds løbe- og triatlonklub Langgarverne havde inviteret til det traditionsrige Julestjerneløb for 38. gang. Og der var flotte tider på de anstrengende ruter i skoven, hvor man kunne spotte både julemænd, nissehuer og gevirer mellem træerne.
Foruden distancerne på 2, 5, 10 og 15 kilometer var det for første gang også muligt at løbe en halvmaraton i det bakkede terræn i St. Dyrehave. Det havde omkring 60 løbere fra det meste af Nordsjælland mod på. Først i mål på de 21 kilometer var Johan Svendsen fra Fredensborg løbeklub i tiden 1:31:59. Mens bedste kvinde Cathrine Thim Johansen fra Gazelle-Fys kom i mål på 1:36:46.
Gløgg og æbleskiver
Efter løbet var der gløgg og æbleskiver, kaffe og kage og varm suppe
"Det var der brug for efter den halvvåde fornøjelse på skovvejene. Men humøret var heldigvis bedre end vejret hos både voksne og de mange friske børn, der enten løb det to kilometer lange børneløb eller blandede sig med de voksne på både 5 og 10 kilometer-ruterne. Slikposerne var velfortjente, og det var dejligt at se så mange helt unge løbere fra næste generation," fortæller Helen Jensen fra Langgarverne i en pressemeddelelse.
Alle får mulighed for at gentage succesen, når Langgarverne inviterer til Julestjerneløb igen i 2019.
Mdt
Bedste tider på de forskellige distancer:
21 km. Mand: Johan Svendsen 31:59. Kvinde: Cathrine Thim Johansen 1:36:46.
15 km. Mand: Ole Stefan Johnsen 56:23. Kvinde: Maria Damtoft 1:10:28
10 km. Mand: Stefan Gudmundsson 37:54. Kvinde: Nina Yoo Pedersen 49:23
5 km. Mand: Sejre Dalum 20:24. Kvinde: Michalle Møller 21:44
2 km. (3-13 år) Dreng: Alexander Suhr-Caillault 10:29. Pige: Olivia Maibøll 11:44
Publiceret 04 December 2018 13:00