Sarah Mahfoud: "Det bliver kvindeboksning på allerhøjeste plan"

Fransk topbokser har bekræftet kamp mod hillerødbokser Sarah Mahfoud

Topkampen mellem hillerødbokseren Sarah Mahfoud og den verdensrangerede Stephanie Ducastel fra Frankrig bliver en realitet 24. november til Danish Fight Night i Frederiksberg Hallerne, bekræfter promotor Mogens Palle.

Kampen, som var planlagt til at finde sted i september, blev aflyst i 11. time efter afbud fra Stephanie Duscatel, som er nummer 5 på den uafhængige verdensrangliste.

Kæmpe for sejren

Sarah Mahfoud glæder sig til boksebraget:

”Publikum kommer til at se en kamp, som de ikke vil gå glip af. Det bliver kvindeboksning på allerhøjeste plan. Vi kommer begge to til at kæmpe for sejren, så det bliver rigtig godt. Det er en matchning, hvor jeg for alvor kan bevise, hvad jeg kan, og jeg vil gøre alt for at levere et rigtig flot show,” udtaler Sarah Mahfoud i en pressemeddelelse.

Forbedre detaljer

Hun har bevaret sin gode grundform og er klar til kampen, fortæller hun endvidere:

"Nu kan jeg så nå at komme i endnu bedre form og nå at forbedre nogle detaljer. Jeg lærte desuden nogle ting fra min seneste kamp, som jeg kan tage med mig til denne opgave, så jeg bliver endnu mere skarp".

Stephanie Ducastel, som har bokset 14 kampe med kun fire nederlag, blev europamester i 2015. Hun blev WBF-verdensmester den 12. december samme år og har forsvaret denne titel en enkelt gang i 2017.

Sarah Mahfoud, som bokser i fjervægt med sine 57 kilo, træner i Hillerød ved boksetrænere Steen F. Sørensen/Mads Sørensen. Hun har tidligere vundet Vild Med Dans - og er storesøster til boksetalentet Allan Mahfoud, som også bokser den 24. november.

Mdt

Publiceret 28 October 2018 07:00

SENESTE TV