14-årig løber blev nummer 11 ved Eremitageløbet

Axel Vang Christensen slog alle løbere på sin alder og op til 19 år. Til stævne i Tårnby slog han 40 år gammel rekord

Af de startende 14.000 løbere til Eremitageløbet 7. oktober var kun ti mænd hurtigere end FIFs 14-årige Axel Vang Christensen.

På de krævende 13,3 kilometer løb Axel Vang Christensen fra FIF Hillerød i mål i tiden 43 minutter og 8 sekunder. Det var mere end seks minutter foran nummer 2 i ungdomsgruppen til og med 14 år, men også hurtigere end alle i den ældre aldersgruppe 15 til og med 19 år.

Hvis mellemtiden på ti kilometer står helt præcis, er Axel Vang Christensens mellemtid på 32 minutter og 11 sekunder betragteligt under den danske rekord på de 10 kilometer. Han løb med et gennemsnit på tre minutter og 15 sekunder per kilometer.

Andre rekorder

Også en 40 år gammel rekord, som dengang 14-årige Søren B. Jørgensen satte i 3000 meter løb i august 1978 på 8 minutter og 55 sekunder, har den 14-årige Axel Vang Christensen nu slået. Det skete til Lysstævnet i Tårnby fredag 5. oktober.

Axel Vang Christensen. Pressefoto: Michel Hyllested

Axel Vang Christensen. Pressefoto: Michel Hyllested

Axel Vang Christensen havde hjælp af sin gode ven fra Marathonsport, eliteløberen Martin Egebjerg Olesen, som skulle hjælpe med at sætte den rette fart løbet igennem. De to venner lagde frisk fra land og holdt et tempo omkring et minut og 11 sekunder per 400 meters omgang. Efter fem omgange var rekorden i sigte, og selvom der skulle sliddes rigtig hårdt i det den allersidste omgang, fightede han sig ind over målstregen. Løberen forbedrede den gamle rekord, som nu lyder på 8 minutter, 51 sekunder og 92 hundrededele.

I weekenden forinden løb Axel Vang Christensen, som tidligere beskrevet her i Hillerød Posten, under den danske rekord, da han i Odense løb 10 km på landevej på 32 minutter og 14 sekunder, hvilket kun er et sekund per kilometer langsommere end verdensrekorden, sat på bane i pigsko.

Ni rekorder

Axel har de seneste tre år sat ikke mindre end ni rekorder og er i år blevet dansk mester for 14/15-årige på både kort cross og på 2000 meter forhindring, hvor han desuden har forbedret den danske rekord fire gange på få måneder.

Axel Vang Christensen og Martin Egebjerg Olesen viser fire fingre i vejret, at rekorden blev slået med fire sekunder. Pressefoto: Michel Hyllested

Axel Vang Christensen og Martin Egebjerg Olesen viser fire fingre i vejret, at rekorden blev slået med fire sekunder. Pressefoto: Michel Hyllested

Axel har også vundet 1500 meter forhindring for 15-årige ved Nordens største atletikstævne, Värdsungdomsspelen i Göteborg. Endelig har Axel taget medalje ved U20 DM i lang cross, hvor han vandt bronze foran de mange ældre løbere.

Mdt

Publiceret 11 October 2018 04:00

SENESTE TV