Mie Skov, Pia Toelhøj, Chen Yan og Nomin Basaan begejstrede publikum. Foto: Torsten Sejr Hansen

Mie Skov, Pia Toelhøj, Chen Yan og Nomin Basaan begejstrede publikum. Foto: Torsten Sejr Hansen

Hillerød videre i Europa Cup

Hillerøds bordtenniskvinder spillede sig i weekenden videre i Europa Cup, som fandt sted i Frederiksborgcentret

Hillerøds bordtennisdamer, anført af en velspillende Mie Skov, kom i weekenden 29. og 30. september videre til anden runde i Europa Cuppen (ETTU-CUP).

Mie Skov, Pia Toelhøj, Chen Yan og Nomin Basaan var spillerne, der begejstrede det fremmødte publikum i FrederiksborgCentret, hvor HGI Hillerød Bordtennis var arrangør.

"Det blev til tre utrolig tætte og nervepirrende kampe, hvor selv ikke-bordtenniskyndige tilskuere blev underholdt og sad helt ude på stolekanten til det sidste," fortæller formand Thomas Hjermind Jensen.

Resultaterne blev en 3-2-sejr over Herleen fra Holland, 3-1 sejr over Luzern fra Schweiz og et tæt nederlag på 2-3 til de førsteseedede Balaguer fra Spanien.

Fantastisk weekend

Mie Skov er tidligere 18 gange dansk mester, OL-deltager i 2012 og 'Vild med Dans'-vinder i 2013, men hun stoppede sin internationale karriere for et par år siden. Hun var nu tilbage med battet i hånden og kaldte weekenden for "fantastisk":

"Det føltes helt rigtigt at være tilbage ved bordet og gøre det, som vel på det nærmeste og uden sammenligning, er det, som jeg har brugt det meste af min ungdom og 20’erne på. I weekendens kampe var det som et flashback tilbage i tiden, tilbage til de store mesterskaber, OL, vigtige klubkampe - den der følelse af passion - hvor jeg elsker den".

Bliver trukket lod til anden runde

Da weekenden var ovre, stod det klart, at Hillerød kom videre fra gruppen på bedre kampkvotient sammen med Heerlen, da tre hold var á point.

I denne uge bliver der trukket lod til 2. runde, hvor der ligeledes skal spilles gruppespil for at gå videre til cup-kampene. 2. runde spilles i enten Spanien, Luxemburg eller Tjekkiet.

"Både spillere og klub har ambitioner om også at gå videre fra 2. runde, men det bliver svært, da to stærke hold træder ind i 2. runde," fortæller Thomas Hjermind Jensen.

Mdt

Publiceret 02 October 2018 17:00

SENESTE TV