50+-holdet (øverst fra venstre): Lars Bo Sørensen, Lars Laybourn, Annette Nederby, Bengt Helmersson, Janne Theilgaard og Finn Strabo. Nederst fra venstre: Isamarie Sørensen, Christian Risager og Peter Markvardsen. Privatfoto

50+-holdet (øverst fra venstre): Lars Bo Sørensen, Lars Laybourn, Annette Nederby, Bengt Helmersson, Janne Theilgaard og Finn Strabo. Nederst fra venstre: Isamarie Sørensen, Christian Risager og Peter Markvardsen. Privatfoto

To DM-guld og én bronze til Hillerød Tennisklub

Hillerød Tennisklubs tre hold hev alle medaljer hjem til slutspil

tennis I weekenden 15.-16. september blev der som afslutning på sommersæsonen afholdt slutspil for holdturneringen. Hillerød Tennisklub havde hele tre hold, som var kvalificeret til slutspillet. U14 piger og U18 Drenge havde samarbejde med Birkerød. 50+-holdet havde samarbejde med Helsingør.

Det lykkedes at hive hele tre medaljer hjem, fortæller Kim Hansen, klubchef i Hillerød Tennisklub, i en mail til Hillerød Posten. Han beskriver holdturneringen således:

U14-piger hev bronze hjem

Juniorholdene skulle spille slutspil i Jylland og forberedte sig derfor seriøst ved at tage til Kolding allerede om fredagen.

U14 Piger havde trukket den værst tænkelige modstander i semifinalen, nemlig Lyngby.

Det viste sig også at være en svær opgave. Anna Tang var svag favorit i førstesinglen, men modstanderen ramte bare dagen og spillede fejlfrit, hvilket betød at Lyngby bragte sig på 1-0.

Samtidigt var heldet ikke på pigernes side, da Frederikke Birn tabte et tæt opgør med 10-12 i afgørende sæt. Dermed var modstanderne på 2-0 inden de sidste 2 singler. Augusta Birn ”cruisede” heldigvis igennem sin tredjesingle og reducerede til 1-2. Desværre var Lyngbys fjerdesingle for stærk på dagen for den et år yngre Sarafina O. Hansen og Lyngby havde et godt udgangspunkt med 1-3 før doublerne.

Da holdene vandt en double hver, betød det, at Birkerød/Hillerød måtte spille om bronzen dagen efter.

Om søndagen skulle U14 pigerne møde HRT. De spillede alle mere frit end dagen før og på trods af, at det var gode kampe, så var der ikke tvivl om udfaldet. Anna Tang bragte efter rigtig solidt spil holdet på 1-0. Frederikke Birn fulgt op med hurtigere spil end dagen før og sikrede en 2-0 føring. Søster Augusta Birn ”cruisede” endnu en sejr hjem til 3-0 og da Sarafina O. Hansen fik alt til at fungere om søndagen, blev det til sejre i alle fire singler. Dermed var bronzemedaljerne i hus.

U18-drenge vandt guld

U18 Drenge havde trukket Team Fyn i semifinalen. En god modstander, men Birkerød/Hillerød var favorit i opgøret. Gustav Theilgaard lagde solidt fra land, da han tog første sæt og førte 4-1 i andet.

U18-drengeholdet: (fra venstre): Frederik Justesen, Gustav Theilgaard, Markus G. Petersen, Philip Scheuer-Larsen og Kevin Chen. Privatfoto

U18-drengeholdet: (fra venstre): Frederik Justesen, Gustav Theilgaard, Markus G. Petersen, Philip Scheuer-Larsen og Kevin Chen. Privatfoto

Pludselig ramte modstanderen alt og vandt opgøret. Dermed var det Team Fyn der var foran 1-0.

Til gengæld gjorde Markus G. Petersen, Frederik Justesen og Kevin Chen alle kort proces og vandt sollidt i to sæt i deres singler. Det viste sig faktisk at være nok, da man så førte 7-2 i sæt og ikke kunne nås. Derved havde drengene spillet sig i finalen om DM titlen.

I finalen ventede favoritten Skovbakken, som havde vundet deres semifinale med 4-0 over HRT.

Det er helt fantastisk, at Hillerød tager hele to DM titler for hold. Hvis det overhovedet er sket før, så er det i hvert fald mange, mange år siden

Gustav Theilgaard lagde igen sollidt ud og tog første sæt. Men modsat dagen før, satte han sig tungt på 2. Sæt og bragte Birkerød/Hillerød på 1-0. Markus G. Petersen fik ørene i maskinen og tabte i to sæt. Derved stod det lige i både sæt og kampe inden 3. og 4. singlen skulle i gang. Kevin Chen bragte endnu engang drengene foran, da han vandt i to sæt efter fejlfrit spil. Så manglende den sidste single at blive afgjort. Frederik Justesen var ikke favorit, men fik en glimrende start og spillede sig frem til en sætbold. Alligevel var det Skovbakken-spilleren der kunne tage første sæt hjem. Frederik rystede dog ikke på hånden. Han spillede endnu bedre i 2. sæt og tog det sikkert 6-1. Skovbakken spilleren trak alligevel det længste strå, da han tog 3. Sæt. Men Frederik havde skaffet holdet en sæt, der skulle vise sig at have afgørende betydning.

Efter en kort pause skulle man i gang med doublerne. Stillingen var 2-2 i kampe og 5-4 i sætscore.

Det betød, at holdet kunne blive danske mestre ved at vinde minimum én kamp i to sæt. Birkerød/Hillerød fik den værst tænkelige start. 2. doublen tabte hurtigt første sæt 3-6. Samtidigt var 1. doublen bagud med 2-5. På mirakuløst vis overlevede de en sætbold og tog første sæt 7-6.

Samtidig tabte 2. doublen også andet sæt og dermed kampen. Det satte gigantisk pres på både spillerne fra Skovbakken og Birkerød/Hillerød i 1. doublen. Vandt Skovbakken doublen, ville de blive danske mestre. Vandt Birkerød/Hillerød 2. sæt ville de blive danske mestre og vandt de doublen i 3. Sæt, skulle der fin tælling af vundne partier til.

På trods af vigtigheden, blev der virkelig spillet lækker tennis fra begge hold. De holdt serv indtil de lykkedes Birkerød/Hillerød at breake til 5-3 og dermed kun være ét enkelt parti fra triumfen.

Der gik vigtigheden nok lidt op for dem. De tabte hurtigt to næste partier og derefter holdt begge hold serv, så andet sæt også skulle afgøres i tie-break. Der var Gustav og Frederik til gengæld iskolde. De spillede forrygende og vandt tie-breaken med hele 7-1. Spillere og trænere nærmest eksploderede i glæde over at have taget DM-titlen hjem.

50+-hold vandt også guld

+50 holdet spillede deres slutspil i Lyngby. I veteranrækkerne spiller man bedst af 8 individuelle kampe i en holdkamp. Holdet havde trukket Risskov i lørdagens semifinale. Risskov bragte sig foran 1-0 efter førstesinglen, men så tog Helsingør/Hillerød fat. De vandt både 2. herresingle, 3. herresingle og 1. damesingle komfortabelt. Dermed havde de en 3-1 føring inden doublerne.

Risskov vandt 1. Doublen og reducerede til 2-3 inden at Helsingør/Hillerød endnu engang tog fat og sejrede sikkert i de 3 næste doubler. Dermed vandt holdet 6-2 og var klar til søndagens finale.

I finalen ventede et yderst skræmmende ATK-hold. De har vundet mesterskabet de sidste mange år. Lars Bo Sørensen overraskede og bragte holdet foran 1-0. Derefter blev det dog til nederlag i både Bengt Helmersson og Lars Laybourn inden damesinglen. Her bragte Hillerøds Janne Theilgaard balance i regnskabet ved at vinde sin single med hele 6-0 6-0.

Dermed stod det helt lige inden doublerne. 2-2 i kampe og 5-5 i sæt.

ATK lagde maximalt pres på, da de vandt begge herredoubler i henholdsvis to sæt og tre sæt.

Derved var Helsingør/Hillerød tvunget til at vinde de sidste to doubler i to sæt for at blive mestre. Damedoublen gjorde kort proces i to sæt, men da mixdoublen med Janne Theilgaard og Christian Risager blev vundet med mindst mulig margen (10-8) i afgørende tie-break, stod det pludselig 4-4 i kampe og 10-10 i sæt. Derved skulle der fin tælling til for at afgøre mesterskabet.

Her havde Helsingør/Hillerød vundet 80 partier mod 67 og kunne dermed juble over at være blevet danske mestre for første gang.

Helt fantastisk

"Det er helt fantastisk, at Hillerød tager hele to DM titler for hold. Hvis det overhovedet er sket før, så er det i hvert fald mange, mange år siden. Et kæmpe tillykke til alle tre hold, som har arbejdet ekstremt hårdt hele sæsonen," lyder det fra Kim Hansen, klubchef i Hillerød Tennisklub, i en mail til Hillerød Posten.

Publiceret 19 September 2018 14:00

SENESTE TV