Hillerød-træner om 'landsholdsspiller':"Han vil gå til den og give den gas"

Af
Martin Warming

Hillerød-træner Kasper Jørgensen har ikke lyst til at kommentere sagen om Christopher Jakobsen, der har meldt sig til det alternative fodboldlandshold, der skal spille mod Slovakiet i aften.

Christopher Jakobsen spiller til daglig på den centrale midtbane på Hillerøds 2. divisionshold, som Kasper Jørgensen altså er træner for.

"Jeg har ingen kommentarer til sagen. Vi har som klub vores mening og holdning om tingene, men jeg vil helst ikke blande mig," siger Kasper Jørgensen til Hillerød Posten.

Det vil John Frantzen, der er formand for Hillerød Fodbold, til gengæld godt - det kan du læse mere om her

Kasper Jørgensen vil dog godt sige noget om Christopher Jakobsen som fodboldspiller.

"Han er fast mand på holdet. Han spiller på den centrale midtbane på den her klassiske '8-position'. Han har en god fysik og er rigtig god i duellerne. Han løber rigtig meget og arbejder altid hårdt for holdet, og så er han en meget ydmyg spiller, der altid giver sig 110 procent, så han er selvfølgelig en spiller, jeg er rigtig glad for," fortæller Kasper Jørgensen om Christopher Jakobsen.

Christopher Jakobsen skal i aften - hvis han kommer på banen - spiller mod nogle spillere, der til daglig spiller rundt omkring i store europæiske klubber. Altså er par niveauer over det, som han er vant til at spille mod til daglig.

"Jeg tror ærligt talt ikke, at der er nogle af spillerne på det alternative landshold, der kan matche dem, de skal spille mod. Men én ting er sikkert: Han vil gå til den og give den gas. Sådan er han som spiller hos os, og sådan vil han med garanti også spille i aften," lyder det fra Kasper Jørgensen.

Publiceret 05 September 2018 15:00

SENESTE TV