Nordsjælland Håndbold spillede sig trods en skidt optakt videre til pokal-kvartfinalen. Foto: Jan F. Stephan

Nordsjælland Håndbold spillede sig trods en skidt optakt videre til pokal-kvartfinalen. Foto: Jan F. Stephan

Nordsjælland blev fanget i trafik-kaos: 'Vi tog det med ind på banen'

Nordsjælland Håndbold fik en skidt optakt til pokal 1/8-finale

Af
Jeppe Helkov

Usikkerhed og uvished. Nordsjælland Håndbolds optakt til årets sæson i herrehåndboldligaen har ladet noget tilbage at ønske. Men den usikkerhed har bestemt ikke afspejlet sig inden for kridtstregerne. Mens mestrene fra Skjern blandt andre måtte forlade pokal 1/8-finalerne med nederlag, formåede Ian Marko Fogs tropper at booke en plads i kvartfinalen. Det skete med en sejr over Sydhavsøerne i torsdags.

Holdet fik ellers langt fra en optimal optakt til kampen. Før kampen var det uvist, om målmand Mike Jensen var klar til at spille. Han har den seneste tid døjet med efterveer fra to hjernerystelser - og et tæt træningskampsprogram betød, at det var usikkert, om han var i stand til at starte mellem stængerne. Samtidig havde holdets nyerhvervelse, den 20-årige ægyptiske målmand Mohamed Aktham Elkamisi, endnu ikke fået sin arbejdstilladelse. Det efterlod Nordsjælland i en noget usikker situation.

Dårlig optakt

Det hele blev ikke meget bedre af, at holdet blev fanget i en lang kø som følge af en ulykke på motorvejene. Og den dårlige optakt smittede også af på spillet i kampens indledning, fortæller cheftræner Ian Marko Fog.

"Vi fik en meget tung start. Vi ramte trafikkaosset og kom en time for sent ned til kampen. Det var lige som om, at vi tog det med ind på banen. Vi kom bagud 9-3, men så får vi heldigvis sat prop i," siger han.

Den tunge start betød, at Sydhavsøerne kunne gå til pause med en 13-11-føring. Men i anden halvleg fortsatte topscorer Johan Meklenborg og co. de gode takter fra første halvlegs afslutning. Det endte med en 25-22-sejr til Nordsjælland.

Ulidelig varme

"Vi vinder de sidste 45 minutter med ni mål. Vi kom tilbage og viste god moral. Det er jeg meget tilfreds med. Det var et svært sted at spille. Det var ulideligt varmt, og det gjorde, at vi ikke rigtig havde styr på bolden, når vi skød udefra. Nu er jeg bare glad for, at vi er blandt de sidste otte," siger Ian Marko Fog.

Det er endnu uvist, hvem der venter i kvartfinalen. Blandt de mulige modstandere er Skanderborg og GOG. Men forud for lodtrækningen er Ian Marko Fog ikke bange for en ambitiøs udmelding.

"Vi satser på at komme med i Final-4 (slutstævnet med de fire semifinalister, red.). Uanset hvem vi trækker, får vi en rigtig svær kamp. Det er helt sikkert. Men gennem en årrække har vi nu vist, at vi kan slå de bedste. Så ligegyldigt hvem vi får, er der en mulighed. Men det er klart, at GOG ude eller TTH ude ikke just vil gøre det lettere. Men vi vil spille vores chance, og i pokalen kan alt ske."

Publiceret 27 August 2018 09:02

SENESTE TV