400 skytter ramte plet på Hanebjerg Skyttecenter

Med deltagere fra hele verden blev Rooster Mountain igen i år en stor succes

400 skytter kæmpede i weekenden om sejren i det internationale IPSC-stævne Rooster Mountain på Hanebjerg Skyttecenter i Hillerød.

Rooster Mountain er arrangeret af foreningen Sportsskytter i Nordsjælland.

"Alt er gået efter planen. Vi har set skydning i verdensklasse og haft meget tætte konkurrencer," fortæller Claus Henneberg, der er formand for Sportsskytter i Nordsjælland.

IPSC er skydesportens Formel 1-klasse. Deltagerne konkurrerer i forskellige klasser – enten med pistol eller revolver – hvor de skal bevæge sig gennem baner med forskellige forhindringer. Regelbogen er tyk, men skåret ind til benet handler det om at ramme plet på banernes opstillede mål hurtigst muligt.

Demetri Katos havde taget turen helt fra New York for at deltage i konkurrencen Rooster Mountain på Hanebjerg Skyttecenter.

Demetri Katos havde taget turen helt fra New York for at deltage i konkurrencen Rooster Mountain på Hanebjerg Skyttecenter.

Deltagere fra hele verden

Rooster Mountain bliver af kendere kategoriseret som blandt de fem bedste IPSC-konkurrencer i Europa. Det betød, at der i år kom deltagere helt fra New York og Hviderusland for at prøve kræfter med banerne på Hanebjerg Skyttecenter.

Flere af deltagerne er med hvert år, og en af grundene til, at skytterne vender tilbage til Rooster Mountain er udfordringerne, mener Claus Henneberg.

”Vi har fået vores gode rygte, fordi vi hvert år arbejder målrettet med at lave unikke baner, som du ikke kan se andre steder," siger han.

På Rooster Mountain havde klubbens frivillige i år bygget 19 unikke baner med alt fra bevægelige mål til en bane, hvor alle skytter blev tvunget til at skyde med deres dårlige hånd. En højrehåndet skulle altså skyde med venstre hånd, mens den venstrehåndede blev tvunget til at bruge højre hånd.

Selv om det tog 12 dage at bygge banerne, skal deltagerne ikke regne med, at de til næste års stævne vil møde samme udfordringer. Banerne blev nemlig alle pillet ned allerede søndag aften.

"En del af udfordringen ved IPSC er, at skytterne inden konkurrencen ikke ved, hvad de skal skyde. Det betyder, at de på hver bane skal tænke kreativt for at score flest mulige point," siger Claus Henneberg.

Rooster Mountain er i forskellige afskygninger blevet afholdt på Hanebjerg Skydecenter siden midten af 90'erne. Sportsskytter i Nordsjælland har stået for at arrangere konkurrencen i godt ti år. De seneste fem år er billetterne til Rooster Mountain hvert år blevet solgt på under fem minutter.

Ikke alle baner kan klares med et magasin. Her sætter den senere vinder af revolverklassen Henrik F. Nielsen nye patroner i tromlen på sin revolver.

Ikke alle baner kan klares med et magasin. Her sætter den senere vinder af revolverklassen Henrik F. Nielsen nye patroner i tromlen på sin revolver.

mw

Publiceret 03 August 2018 06:00

SENESTE TV