Dorte Dahl blev verdens bedste i sin aldersgruppe

Dorte Dahl fra Hillerød fik en flot placering ved VM i Ultra Trail i Valencia

Hillerød-løberen Dorte Dahl klarede sig rigtig flot, da der blev afholdt VM i Ultra trail 12. maj i bjergene omkring Valencia. Selvom Danmark ikke kan tilbyde store bjerge og vildt terræn, lykkedes det faktisk Dorte Dahl at opnå en fornem placering i selskab med de bedste trailløbere fra 50 nationer fra hele verden.

Distancen var 87 kilometer med 6000 højdemeter, hvor det meste af ruten løbes på små tekniske bjergstier, med bratte stigninger og nedløb. Danmark deltog med fem herrer og tre damer. Dorte Dahl klarede turen på 12 timer, 8 minutter og 35 sekunder og placerede sig bedst af alle danskere som nummer 40 - og verdens bedste i sin aldersgruppe.

"Det er en af de absolut bedste præstationer, jeg har leveret i min lange løbekarriere. Flere og flere løber trailløb, og mange - specielt spaniere, franskmænd og italienere - er professionelle atleter, der lever af deres sport. Selv har jeg boet i Spanien i seksmåneder og løber stadig løb for min spanske klub - og det er helt sikkert noget, der har gjort mig bedre løbende i kuperet teknisk terræn," fortæller Dorte Dahl.

Et løb, der er så langt, kræver også erfaring med indtagelse af energi og væske, da man løber non-stop i ca.12 timer.

Arkivfoto

Arkivfoto

Udtaget til VM

På baggrund af det fornemme resultat er Dorte Dahl udtaget til VM i bjergløb 24. juni i Polen. Et løb over en “kort” distance på 36 kilometer med 2000 højdemeter. Hun er dog ikke afklaret endnu, om hun deltager, da hun er inviteret til et stort Ultra løb i Sierra Nevada-bjergene i Spanien midt i juli.

Det er en af de absolut bedste præstationer, jeg har leveret i min lange løbekarriere...

“Godt man stadig har en “ung” krop, der er god til at restituere hurtigt," siger den 52-årige Hillerød-løber.

To af de fem danske, mandlige deltagere måtte udgå undervejs, mens en tredje kun med det yderste af viljen nåede i mål for at sikre Danmark en beskeden placering som nr. 27 i holdkonkurrencen. Til gengæld leverede de tre danske kvinder alle en solid indsats og blev belønnet med en fin 15. plads med Dorte Dahl (nr. 40) og Kristina Schou Madsen (nr. 49) placeret i den bedste halvdel af feltet.

”Kvindernes indsats må siges at være meget tilfredsstillende. Dorte og Kristina havde et rigtig stærkt løb, hvor de disponerede perfekt med kræfterne. 15. pladsen kan vi godt være stolte af,” lyder det fra holdleder Søren Rasmussen.

Dorte Dahl. Arkivfoto: Mdt

Dorte Dahl. Arkivfoto: Mdt

Publiceret 25 May 2018 08:35

Hillerød Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Hillerød Posten
SENESTE TV