Vil du med? Tre borgere søges til travaljehold

Der er tre ledige pladser på det borgerhold, der skal forsøge at forsvare sidste års flotte indsats

Af
Martin Warming

Martin Warming

Der er brug for tre friske hillerødborgere, der har lyst til at være med på det travalje-borgerhold, der skal forsøge at forsvare sidste års flotte indsats.

Hillerød Posten efterlyste op til sidste års travaljestævne deltagere til et borgerhold, og i løbet af ganske kort tid havde ni borgere meldt sig til borgerholdet. Men tre af deltagerne fra sidste år er blevet forhindret i at deltage i år, fortæller Per Makwarth, der står for stævnet, der bliver afholdt i forbindelse med Hillerød Slotssø Byfest lørdag den 2. juni.

“Jeg ved, at deltagerne på borgerholdet havde en rigtig god oplevelse sidste år, og det er jo helt fantastisk, at ni mennesker, der aldrig har mødt hinanden før, kan gøre det så godt. De blev nummer fire ud af 14 hold, og i lang tid lå borgerholdet faktisk på førstepladsen - og de vandt i den grad publikums sympati,” fortæller Per Makwarth. 

Fik du læst: Første spadestik til nye vejkryds i Favrholm

Travaljestævnet foregår på Slotssøen lørdag den 2. juni mellem klokken 12 og 15, og det er gratis for deltagerne på borgerholdet at deltage,

“Det kræver ingen erfaringer eller forkundskaber. Man skal bare have lidt gå-på-mod og godt humør, så hvis man har lyst til at besætte en af de tre ledige pladser, skal man endelig kontakte mig,” lyder det fra Per Makwarth.

16 hold har i år tilmeldt sig travaljestævnet, der plejer at tiltrækker rigtig mange publikummer, der følger søslaget fra Torvet og Søstien.

Du kan kontakte Per Makwarth på telefonnummer 29 29 45 00 eller pma@c4.dk, hvis du har lyst til at prøve kræfter med travaljeroning på Slotssøen.

Publiceret 09 May 2018 11:00

SENESTE TV