Nyt tilbud:

Sjov motion for runde børn

Alsønderup Idrætsforening starter et nyt hold op for overvægtige børn

Alt for mange runde børn får rørt sig for lidt, og det vil Alsønderup Idrætsforening gerne prøve at ændre på ved at motivere børnene til at føle glæde ved at bruge kroppen.

Derfor starter foreningen holdet 'Funtastic Fitnastic' op - et motionstilbud tilrettet overvægtige børn omkring alderen 7-13 år.

Holdets specielle navn er en blanding af ordene Fun, Fantastic, Fitness og Gymnastic, og det er lige netop beskrivelsen af, hvad holdet stiller børnene i udsigt, nemlig “fantastisk gymnastik og fitness, der er sjov og giver smil på læben,” fortæller instruktør Tanja Leerbech-Holst.

Pulsen op

Rigtig mange overvægtige børn oplever mange udfordringer i skolen og ved motion relateret til deres overvægt. På Funtastic Fitnastic får deltagerne pulsen op ved at løbe, hoppe, danse og styrke kroppen, og mens sveden springer, har de det ifølge instruktøren “rigtig sjovt med hinanden, fordi vi har tillid til, at vi ikke bliver drillet”.

Målet er, at børnene skal høste succesoplevelser, booste deres selvværd, tabe sig og finde glæden ved at røre sig.

Hvis børnene har brug for, at mor/far er med de første par gange, så er det helt ok, blot forventes det, at mor/far træner med, hvis de er inde i salen.

Det er muligt at få en gratis prøvetime – dog er tilmelding nødvendig til Tanja på tlf. 23723724 (gerne SMS).

'Funtastic Fitnastic' finder sted på torsdage klokken 17-17.50 i gymnastiksalen på Alsønderup Skole. Det gik i gang i torsdags, og forsætter frem til 14. juni. Der er maximalt plads til 10 på holdet.

Tanja Leerbech-Holst er instruktør på et nyt hold i Alsønderup for overvægtige børn. Arkivfoto: Mette Dolmer Thygesen

Tanja Leerbech-Holst er instruktør på et nyt hold i Alsønderup for overvægtige børn. Arkivfoto: Mette Dolmer Thygesen

Publiceret 26 April 2018 15:00

Hillerød Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Hillerød Posten
SENESTE TV