Julius blev hædret for sin VM-titel

Gaver, taler og rådhus-pandekager på Allerød Rådhus

Af
Michael Braunstein

Michael Braunstein

For få dage siden blev cykelrytteren Julius Johansen en suveræn verdensmester i linieløb ved junior-VM i Bergen.
Torsdag 28. september blev han hædret på Allerød Rådhus med gaver, taler og rådhus-pandekager af Team Allerød og borgmester Jørgen Johansen, som slog fast, at Julius Johansens præstation var “vildt imponerende”.
Fra Team Allerød var der ros og blomster - og glæde over, at Julius som modtager af Team Allerøds talentpris i den grad levede op til forhåbningerne om, at han ville brande Allerød.

Ol er målet

18-årige Julius Johansen, der bor i Blovstrød, sagde, at han ved junior VM i Bergen egentlig havde satset på enkeltstarten:
“Men jeg punkterede, og så røg guldmedaljen. Faktisk kørte jeg kun linieløbet for sjov,” sagde Julius, der 1. januar skal køre i seniorrækken - her kører han dog allerede i den kommende vinter på bane.
“Mit mål er OL i 2020, på bane i holdkørsel vel at mærke. Lige nu er jeg dog ikke sikker på, om jeg bliver fast mand på holdet, så det kan være, at jeg må indtage rollen som reserve. Efter 2020 vil jeg beslutte mig for, om jeg stadig skal fokusere på banen eller måske satse på landevej,” sagde Julius.
Julius Johansen passer foruden sin cykeltræning også 3.g på HTX i Hillerød.

Publiceret 01 October 2017 16:00

SENESTE TV