Så skal keglerne igen ned med nakken

HGIs bordtennisafdeling afholder sensommerkegleturnering i FrederiksborgCentret fredag den 28. og lørdag den 29. september

Af
Tekst og foto: John Jessen Hansen

Så er der igen lagt op til fest og farver, når HGI bordtennisafdeling invitere til den traditionsrige kegleturnering i FrederiksborgCentret.

Turneringen har gennem årene givet deltagerne store sportslige og kunstneriske oplevelser. Vi har også set stjerneklare føringer blive sat over styr efter for mange ture i baren.

Med hensyn til det kunstneriske skal det da lige nævnes, at der gennem tiderne er set mange varianter på hvordan en kugle kan sendes ned mod de forsvarsløse kegler.

Men et er sikkert, det har altid været fornøjeligt at se og høre på. Og så skal man jo ikke glemme, at der er frokost med i deltagerbeløbet og drikkevarer til yderst rimelige priser.

Det er det lokale arkitektfirma IIIxSKAK A/S og det lokale ingeniørfirma ALFA Ingeniører A/S der har slået sig sammen for at støtte bordtennisafdelingen med lidt klingende mønt, så der kan blive pæne præmier til vinderne.

60 hold kan deltage

Arrangementet vil blive tilrettelagt så der kan deltage 60 hold, og hvis man vil have indflydelse på spilletidspunktet, skal man tilmelde sig hurtigt.

Reglerne er ganske enkle. Hvert hold består af tre spillere. I hver match har den enkelte spiller seks kast, og de tre spilleres opnåede point indgår i holdets samlede score. De deltagende hold inddeles i puljer med op til seks hold, hvor alle møder alle. Det hold, der opnår flest point, er vinder af puljen, og går videre til de afsluttende kampe.

Endvidere går minimum de to bedste taberhold med flest point videre. Alle slutkampe afvikles fra sidst på eftermiddagen, lørdag den 29. september.

600 kroner for tre mand

Det vil ikke være en betingelse, at man stiller med samme hold i de indledende kampe og i slutkampene.

Alle tidligere deltagende hold har fået tilsendt en invitation, men hvis I kender nogen, som gerne vil være med, kan tilmelding ske på følgende adresse:
Bent Tusse Schultz, e-mail: geaogtusse@gmail.com senest mandag den 17. september.

Pris pr. hold vil være 600 kroner. I dette beløb er indeholdt frokost med ?ta" selv bord? til de deltagende spillere. Hvis holdene har heppekor eller fans med, kan de købe spisebilletter for 100 kroner pr. person.

Startgebyret bedes overført til klubbens konto i Spar Nord reg. nr. 9213 konto 4560093042 samtidig med tilmeldingen. Husk at skrive navn og adresse på indbetalingen.

Præmier til puljevinderne

Der vil blive spillet puljekampe fra fredag klokken 15.00 og lørdag fra klokken 11.00.

Puljeskemaer med spilletidspunkt vil være de deltagende hold i hænde senest mandag den 24. september.

Ved tilmelding vil arrangørerne gerne have oplyst, hvornår man ikke kan spille, og hvis der er specielle ønsker om hvem man gerne vil spille imod o.lign. De vil så ved tilrettelæggelsen prøve at tage højde for dette.

Der vil være præmier til alle puljevindere, og i finalerne vil der være præmier til de fire bedst placerede hold, samt en vandrepokal til det vindende hold.

Starttidspunktet for puljerne er følgende:
Fredag den 28. september klokken 15.00, 17.45 og 20.30.
Lørdag den 29. september klokken 11.00 og 13.45. Slutkampe fra klokken 16.30.

Publiceret 04 September 2012 19:00

SENESTE TV