Banedanmark indfører nu 1-5 minutters længere rejsetid mellem Hillerød og Jægersborg Station på grund af problemer med glatte skinner og nyt signalsystem. Arkivfoto
Banedanmark indfører nu 1-5 minutters længere rejsetid mellem Hillerød og Jægersborg Station på grund af problemer med glatte skinner og nyt signalsystem. Arkivfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

S-tog bremsede ikke i tide: Glatte skinner giver længere rejsetid i køreplanen for 2017

Nyt signalsystem og skinneproblemer forlænger køretiden mellem Jægersborg og Hillerød

Hillerøds borgere skal forberede sig på, at rejsetiden med s-toget bliver forlænget med 1-5 minutter i begge retning til og fra Jægersborg Station.

Ændringerne træder i kraft med ny køreplan for s-togene i 2017 fra 30. januar, hvor køretiden altså forlænges mere end i den først offentliggjorte rejseplan, beretter Banedanmark i en pressemeddelelse.

Strækningen mellem Hillerød og Jægersborg er den første strækning på S-banen, hvor det nye signalsystem, CBTC, er i drift.

Ændringen i køreplanen skyldes, at der på strækningen har været problemer med togenes nedbremsning på glatte skinner. Derfor har Banedanmark indført en restriktion, som medfører længere køretid for togene.

”Efter tre tilfælde med glatte skinner har vi indført en restriktion, som betyder, at CBTC-systemet bremser togene tidligere, og over en længere strækning end hidtil. Den øgede tid til nedbremsningen gør, at køretiderne i den nye, lidt strammere, køreplan mellem Jægersborg og Hillerød desværre ikke kan holde,” udtaler Søren Boysen, Teknisk direktør i Banedanmark, i pressemeddelelsen.

Beklager

Banedanmark beklager, at de må ændre i køreplanen for Nordbanen:

"Vi ved, at der i forvejen er trukket veksler på passagerernes tålmodighed i forbindelse med indførelsen af det nye signalsystem. Da vi udarbejdede S-banens nye køreplan for 2017 forudsatte vi, at vi ville være nået længere med at få klargjort CBTC-systemet til den danske S-bane”.

Tog blev ikke bremset

Ifølge Banedanmark er tre tog på strækningen mellem Jægersborg og Hillerød ikke blevet bremset som forudsat, to i oktober og et i november. Årsagen var glatte skinner, og de fire tog, som var i automatisk CBTC-drift, overskred CBTC-systemets indbyggede sikkerhedsafstand.

”Der var ikke tale om hændelser, der bragte hverken passagerer eller materiel i fare, men togene må ikke køre for langt. Derfor har vi nu indstillet CBTC-systemet til at begynde nedbremsningen så tidligt, at togene med sikkerhed stopper, når de skal. Det gjorde vi den 4. november, og siden har der ikke været lignende problemer,” udtaler Søren Boysen.

Vil fortsætte

Togene på Nordbanen vil fortsætte med at bremse tidligere end hidtil – og dermed langsommere - indtil videre.

”Vi arbejder nu sammen med systemets leverandør, Siemens, om at finde en fremadrettet løsning. DSB vil naturligvis også være inddraget,” siger Søren Boysen.

Den reviderede køreplan mellem Jægersborg og Hillerød vil fremgå af rejseplanen.dk. Mdt

Publiceret: 13. Januar 2017 09:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Hillerød Posten

ANNONCER
Se flere