Ingen ledige læger:

"Lægerne må overveje, om de kan tage flere patienter"

Udvalgsformand mener, at de lokale læger må overveje muligheden for tage flere patienter, så borgere i Hillerød ikke skal til en anden kommune, når de skal en tur til lægen

Af
Martin Warming

Martin Warming

Det skader Hillerøds omdømme som en attraktiv bosætningskommune, når det stort set er umuligt at få en læge i kommunen.
Det mener byrådsmedlem Christina Thorholm (R), der er formand for Udvalget for Omsorg og Livskraft i Hillerød. Samtlige læger i Hillerød Kommune har lukket for tilgang af nye patienter, og det betyder, at folk, der flytter til byen, skal til en af nabokommunerne for at finde en ledig læge - eller skal beholde sin gamle læge.
Læs også: Umuligt at opdrive en læge i Hillerød
“Hillerød Kommune vil gerne være en attraktiv bosætningskommune, og derfor er det vigtigt, at vi kan sikre borgerne den service og basisvelfærd, vi forventer som borgere i Danmark. Og vi forventer, at der er adgang til en praktiserende læge,” siger Christina Thorholm og tilføjer:
“Det er vigtigt at kunne få en praktiserende læge i sin egen kommune, så afstanden ikke bliver for lang, når man er syg eller skal til kontrol. Jeg mener, at det er omsorg for borgerne. Det er vigtigt, når man har små børn eller er ældre eller udsat. Det handler om lighed i sundhed og om tilgængelighed for de mennesker, der ikke så let kan komme rundt,” tilføjer Christina Thorholm.
Hillerød Kommune har henvendt sig til Region Hovedstaden for at gøre opmærksom på den befolkningstilvækst, der er i Hillerød - og som altså nu har ført til lægemangel i kommunen.
“Men vi har i første omgang ikke fået del i en af de lægestillinger, som skal fordeles i Region Hovedstaden. Derfor mener jeg, at vi skal henvende os igen for at fortælle, hvor stort problemet er nu og for at tale med regionen om muligheden og behovet for at få tildelt en ekstra læge til Hillerød Kommune,” siger Thorholm.

Må tage flere patienter

En praktiserende læge kan sige nej til nye patienter, når han eller hun har 1.600 tilknyttet. I Hillerød har de praktiserende læger i øjeblikket i gennemsnit 1.625 patienter tilknyttet - nogle har flere, mens andre har fået dispensation til at have færre patienter. En af løsningerne på problemet kan være, at lægerne i Hillerød tager flere patienter ind, mener Christina Thorholm.
Læs også: "Når man er syg, har man lyst til, at ens læge er så tæt på som overhovedet muligt"
“Jeg har undersøgt, hvor mange patienter lægerne har, og er blevet opmærksom på, at der er stor forskel på, hvor mange patienter praktiserende læger i hovedstadsområdet har. I Hillerød Kommune har lægerne i gennemsnit 1.639 patienter, men i andre kommuner har de flere eller færre. Det er ikke noget, kommunen har indflydelse på. I Allerød har en praktiserende læge 1.701 patienter, og i København har lægerne i gennemsnit 1.824 patienter, så jeg vil mene, at det vil løse en del af problemet, hvis de praktiserende læger i Hillerød har flere patienter. Vi skal selvfølgelig være opmærksomme på, at lægerne ikke får for mange patienter, for så kan der komme så meget pres på lægen, at det tager lang tid, før man kan få en tid hos sin læge, og det er heller ikke tilfredsstillende,” siger Christina Thorholm.
Et andet problem er de mange borgere fra andre kommuner, der har læge i Hillerød. Det presser de lokale læger, og det går i sidste ende ud over borgerne i Hillerød.
“Jeg ved, at det har været diskuteret i regionen, hvordan man løser det problem, at det er svært at trække læger til for eksempel Halsnæs, så patienter fra Halsnæs er nødt til at finde en læge i nabokommunen. Det presser Hillerød Kommune og de borgere, som bor her,” siger Christina Thorholm, der nu vil tage kontakt til Karin Friis Bach (R), der er medlem af Sundhedsudvalget og Forretningsudvalget i Region Hovedstaden, for at drøfte problemet med hende.
“Og derudover vil jeg sammen med forvaltningen tage dialogen med de praktiserende læger i Hillerød for at høre, om de kan være med til at løse problemet,” siger hun til Hillerød Posten.

Publiceret 30 January 2018 05:00

Hillerød Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Hillerød Posten
SENESTE TV