Havefestival:

Kom ind bag havelågen i de smukke haver

Der er Havefestival i weekenden den 13. og 14. august. Her åbner Haveselskabets medlemmer traditionen tro deres haver i hele landet og inviterer alle indenfor

Af
Af Claus Beyer

I år er over 300 haver med i festivalprogrammet. En del af haverne er åbne året rundt, mens andre kun holder åbent i anledning af Havefestivalen. Havefestivalen er åben for både medlemmer og ikke-medlemmer. Du behøver hverken være haveejer eller ekspert i botanik for at være med – på Havefestivalen er det glæden og begejstringen for haven, der er i fokus.
Vidt forskellige verdener gemmer sig bag de mange låger, der under Havefestivalen bliver åbnet for haveglade gæster. De spænder fra haver med sirligt beskårne planter og bed over tematiserede oaser til vilde haver med svulmende, utæmmede bevoksninger, fra engelsk havestil over provencetema og japansk inspirerede haver til landbohaver og kolonihaver med drivhus og køkkenhave.
På www.haveselskabet.dk/festivalhaver kan du se, hvilke haver, der holder åbent her i lokalområdet og i hvilket tidsrum, du kan komme på besøg. Her kan du også se, i hvilke haver, du kan købe planter med hjem, hvor du kan købe kaffe, spise din medbragte mad eller tage hunden med. Du er jo selvfølgelig også meget velkommen til at besøge haver i andre dele af landet.
I Hillerød kan man besøge den smukke provence inspireret landbohave på hele 37.000m2. Det er Esther's have, Ravnsbjergvej 7 i Hillerød, og haven beskrives således:
”Esther"s have er en landbohave beliggende i den lille hyggelige by Alsønderup i Hillerød. Med et areal på 37.000m2 er haven nok en af Danmarks største privatejede have. Haven er delt op i forskellige rum med skoven, mark, køkkenhave og frugttræer, men det er især den del af haven med et kæmpe lavendlerbede som tiltrækker opmærksomhed. Et skønt syn, som får man til at tænke sig tilbage på de høje bjerger i Sydfrankrig, hvor lavendlernes blomster spreder sin dejlige duft.
Hunde er tilladte, men de skal føres i snor og kun på bestemte områder.

Publiceret 07 August 2016 10:00

Hillerød Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Hillerød Posten
SENESTE TV