Et flertal i byplansudvalget bakkede op, om der kan bygges nye boliger i tre en halv etager ovenpå Irmabygningen i Østergade. Foto fra lokalplanen
Et flertal i byplansudvalget bakkede op, om der kan bygges nye boliger i tre en halv etager ovenpå Irmabygningen i Østergade. Foto fra lokalplanen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Opbakning til lokalplan: Boliger og ny sognegård kommer et skridt nærmere

Byplansudvalget sendte lokalplansforslag om nyt boligbyggeri og sognegård i Østergade videre uden ændringer. Kun SF tog forbehold - de synes boligerne bliver en etage for høj

En ny lokalplan, som gør plads til en sognegård foran Hillerød Kirke og nye boliger i Østergade, står til at blive gennemført uden ændringer.

Politikerne i Udvalget for Arkitektur, Byplan og Trafik besluttede i sidste uge at godkende lokalplanen, som nu skal behandles i først økonomiudvalget og derefter byrådet.

Lokalplanen har affødt en del debat blandt andet i form af læserindlæg her i Hillerød Posten, da nogle borgere mener, at der bliver bygget rigeligt i Hillerøds centrum, og at trafikken er nået et maximum af, hvad vejene kan holde til uden at proppe til. Andre har påpeget, at det er synd at fælde de gamle lindetræer ved kirken.

Fik du læst: Vejstrid fortsætter: Dømt mand forhindrede ambulance i at komme frem

Skandale at fælde træer

I høringsperioden kom der dog blot to høringssvar, oplyser forvaltningen i sagsfremstillingen. I det ene gør en borger opmærksom på trafikudfordringerne og mener, at boligbyggeriet ikke bør gennemføres, “før der er skabt en tilstrækkelig infrastruktur, så trafikken kan afvikles uden væsentlig kødannelse”. I det andet skriver en borger, at der mangler parkeringspladser i området, at sognegårdsbyggeriet vil skjule den smukke kirkebygning, og at det vil være en “skandale at fælde gamle træer - for blot at skulle plante store nye træer af samme slags igen”.

Høringssvarene har dog ikke givet anledning til at ændre på lokalplanen. Men udvalget er opmærksom på udfordringerne i området, siger udvalgsmedlem Øzgen Yücel fra Venstre til Hillerød Posten:

“Det bekymrer mig, når vi laver byfortætning, at der er så store udfordringer med parkering. Vi kan jo ikke sige til folk, at de ikke skal have bil, også selvom boligerne kommer til at ligge tæt på stationen. Vi må også tænke på, om trafikken kan bære det. For der kommer endnu mere trafik i området. Men nu har den lokalplan været i gang i lang tid, og nu skal den gennemføres”.

Partiet har dog ikke lige en løsning på parkeringsproblemerne i baghånden:

“Der ligger ikke lige en løsning lige for, men vi er bekymrede for det, og det er noget, vi hele tiden overvejer, når der bygges i centrum”.

I januar sidste år offentliggjorde Hillerød Kirke illustrationerne til det arkitektforslag, som menighedsrådet har valgt til deres nye sognehus. Sognehuset bliver et byggeri til omkring 24 millioner kroner og kommer til at indeholde lokaler til blandt andet konfirmationsundervisning, administration, café og meget mere – alt sammen på én etage. Illustrationer: Entasis Arkitekter
I januar sidste år offentliggjorde Hillerød Kirke illustrationerne til det arkitektforslag, som menighedsrådet har valgt til deres nye sognehus. Sognehuset bliver et byggeri til omkring 24 millioner kroner og kommer til at indeholde lokaler til blandt andet konfirmationsundervisning, administration, café og meget mere – alt sammen på én etage. Illustrationer: Entasis Arkitekter

Flot sognehus

Øzgen Yücel synes, at sognehuset, som han har set illustrationer af, bliver rigtig pænt. Men har han godt hørt kritikken af, at mange byggerier er meget langt fremme i processen, før borgerne bliver inddraget - at der lavet arkitekttegninger og meget mere arbejde, før planerne bliver hørt hos naboerne.

“Vi kommer til at arbejde med, at borgerne bliver hørt tidligt i processen. Det er også derfor, vi har lavet et nyt borgerinddragelsesudvalg. Så kan de, der gerne vil høres, komme med deres ideer og input. Vi kan altid blive klogere og få mere viden, når vi taler med hinanden. Så det bliver godt for alle parter,” siger han.

Foto fra lokalplanen
Foto fra lokalplanen

En etage for højt

De nye boliger skal bygges i tre en halv etage ovenpå Irma-bygningen. Da stueetagen med kommer Irma kommer til at virke som en høj kælder, bliver bygningen høj sammenlignet med en tilsvarende bygning, skriver forvaltningen i lokalplanen. Den bliver cirka 20,3 meter til kip, og det mener SF er for højt. Derfor tog Peter Langer forbehold, da lokalplanen var til behandling i udvalget:

“Det ligner fem etager, når nu det bygges ovenpå Irmas ene etage. Hillerød Kirkes tårn er 22 meter højt, så bygningen bliver nærmest samme højde. Når man ser billederne fra fremstillingen i marts sidste år, kan man se, at husene på den ene side fremstår som lave, og så kommer der nogle gevaldige bygninger der på den anden side. Vi synes, der skal kappes en etage af. Det skal ikke forstås sådan, at vi mener, der ikke skal bygges, men det er en etage for højt”.

Hensyn til lindetræer

SF tog også forbehold, fordi partiet er imod, at de fem lindetræer foran kirken - træer som beskrives som bevaringsværdige - skal fældes for at gøre plads til kirkens nye sognehus. Også selvom der skal plantes fem nye, store lindetræer med en stammediameter på minimum 25 centimeter.

“Det er et fint projekt med sognegården, men vi synes, hensynet til de træer er vigtigt, også når de ligefrem kaldes bevaringsværdige. Så vi synes ikke om, at de skal fældes,” siger Peter Langer, som også undrer sig over, at det ikke er kommet med i den videre behandling, at Økonomiudvalget i marts bad om, at et til to af lindetræerne så vidt muligt bevares.

“For det er ikke helt det samme at erstatte dem med de nye træer,” siger han.

Lokalplanen skal efter planen behandles i byrådet 31. januar.

Publiceret: 09. Januar 2018 07:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Hillerød Posten

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt