Jesper Løvdal er vokset op i Hillerød og giver tit koncert i byen. Arkivfoto

Jesper Løvdal er vokset op i Hillerød og giver tit koncert i byen. Arkivfoto

Jesper Løvdal runder de 50 år

Jazzsaxofonisten Jesper Løvdal har rund fødselsdag

Jazzsaxofonisten Jesper Løvdal fylder 12. september 50 år. Jesper Løvdal er opvokset i Hillerød, hvor han som barn begyndte at spille klaver i Hillerød Musikskole. Men han løb sur i klaverspillet, og efter en pause skiftede han som ganske ung til at spille saxofon, hvor blandt andre musikskolelærer Per Jensen fik stor betydning for hans musikalske udvikling. Også jazzkurser på Brandbjerg og Vallekilde Højskoler med legendariske lærere fik stor betydning for den unge Jesper Løvdal, der efter studentereksamen fra Frederiksborg Gymnasium begyndte at læse musikvidenskab på Københavns Universitet.

Som 23-årig rejste han til New York og gik på New School of Music. Fritiden i New York gik med at besøge jazzspillesteder og møde de store jazzmusikere, som han også fik undervisning af og spillede med. Efter New York vendte Jesper Løvdal hjem til Det Rytmiske Konservatorium i København, hvorfra han tog en diplomeksamen.

Jesper Løvdal har gennem årene spillet i DR Big Band, Ib Glindemanns Big Band, Niels Jørgen Steens Big Band samt i utallige bands og orkestre, både herhjemme og i udlandet. For godt 15 år siden dannede han sit eget orkester Lovedale, der udkom med sin debutplade i 2005. Men i øvrigt har han medvirket på mange indspilninger i mange forskellige sammenhænge, og en del af både hans egne og andres indspilningerne er foregået i New York med amerikanske musikere. Den seneste udgivelse er med Maluba Orkestret.

Jesper Løvdal til New Note Festival. Arkivfoto

Jesper Løvdal til New Note Festival. Arkivfoto

Jesper Løvdal har aldrig glemt musikskolen i Hillerød og sin hjemby, hvor man ofte kan høre ham i forskellige sammenhænge. Han har gennem årene samarbejdet med Klaverfabrikken og herigennem blandet andet deltaget i et projekt for skolebørn, og han har sammen med andre af Hillerøds jazztalenter som violinisten Kristian Jørgensen og pianisten Jacob Kristoffersen givet koncerter i Klaverfabrikken. Sammen med nogle af Hillerøds berømte, unge musikere arrangerede Jesper Løvdal i samarbejde med Holger Toxværd fra Café Slotsbio en koncert, hvor de i Slotsbio fejrede den verdensberømte jazzmusiker Svend Asmussens 100 års fødselsdag – en fantastisk koncert, som blev overværet af fødselaren selv og hans hustru.

Hvert år kan man opleve Jesper Løvdal i Natbussens Juleshow i Café Slotsbio, hvor han hygger sig sammen med nogle af Hillerøds gamle musikkoryfæer. I disse år spiller han også mange koncerter i Tyskland, hvor han sammen med flere kolleger har anskaffet sig en lejlighed, så de har et sted at slappe af mellem koncerterne.

I 2002 fik Jesper Løvdal Frederiksborg Amts Musikpris, han fik Bent Jædig Prisen i 2005, og i 2007 fik han Danish Music Awards pris for Årets Danske Jazzudgivelse. Han var fra 2010-18 formand for Dansk Jazz og i 2018 blev han formand for Ben Webster Fonden.

Jesper Løvdal bor i København sammen med sin datter Rosalina. Han fejrer sin 50 års fødselsdag med familien.

Artiklen er skrevet af Maja Vindelev og redigeret af Hillerød Posten.

Publiceret 12 September 2019 11:00