Et udpluk af folkene bag Hillerøds novemberfestival, der bliver holdt for femte gang i år. Foto: Jens Berg Thomsen

Et udpluk af folkene bag Hillerøds novemberfestival, der bliver holdt for femte gang i år. Foto: Jens Berg Thomsen

Kulturlivet er klar med femte novemberfestival i Hillerød

"Vi kan løfte mange ting, når vi står sammen," lyder det om festivalsamarbejde i Hillerød

Af
Jens Berg Thomsen

For femte år i træk går en lang række kulturaktører i Hillerød Kommune sammen og arrangerer novemberfestival. Plakater og brochurer er trykt, og i år er der så vidt forskellige ting som ikonbandet The Savage Rose, 80'er-hitskoncert, salsa, klassisk klaver, børnejazz, kammermusik og meget, meget andet på programmet.

"Vores idé er at få det bedste fra vores respektive repertoirer ind i november og gøre Hillerød mere attraktiv i den mørke tid," siger Claus Levinsen fra Hillerød Musik & Teater.

Skaber fokus

Klaverfabrikkens leder, Jens Jepsen, mener, at november måned er en fin måned til de mange kulturtilbud, som borgerne i kommunen kan benytte sig af.

Annika Aakjær optræder på Klaverfabrikken som en del af Novemberfestivalen. Pressefoto

Annika Aakjær optræder på Klaverfabrikken som en del af Novemberfestivalen. Pressefoto

"Mange, der er med i festivalen, laver jo kultur hele året. Men det her skaber fokus på kultur i den måned, der måske har færrest lyse timer. Det er en god måde at vise mangfoldigheden i Hillerøds kulturliv, fordi der er rigtig mange forskellige former for kultur med. Når vi snakker sammen, vi forskellige aktører, så taler vi om, at det er meget vores stampublikum, der kommer til vores arrangementer. Folk i Hillerød er rigtig gode til at bruge deres kultursteder. Vores samarbejde her kan hjælpe vores forskellige stampublikummer til at få øjnene op for andet kultur. Og det kunne jo være, at folk måske fik øjnene op for, hvad der sker de andre steder på andre tidspunkter af året ved at rette fokus på november," siger Jens Jepsen.

Der sker rigtig mange ting, og det ikke 'bare' er i sommeren, der er kultur i kommunen

"Vi får vist nu her for femte gang, at der faktisk sker rigtig meget i vores kommune," siger Knud Ebbesen fra Nødebo Kro, der også er med i festivalen.

"Jeg synes også, dette samarbejde giver en bedre forståelse for, hvad vi går og laver i hverdagen hver især. Det er supervigtigt. Vi kan løfte mange ting, når vi står sammen," siger Carsten Larsen, der er administrerende direktør i Frederiksborgcentret.

'Gave til Hillerød'

I erhvervsorganisationen C4 er man også begejstret for Novemberfestivalen, fortæller citykoordinator Mette Kragh Faurholdt.

Kaya Brüel optræder i Nødebo som en del Novemberfestivalen. Pressefoto

Kaya Brüel optræder i Nødebo som en del Novemberfestivalen. Pressefoto

"Det er en gave til Hillerød. Vi må bare sige, at der sker rigtig mange ting, og det ikke 'bare' er i sommeren, der er kultur i kommunen. Jeg kan godt lide, at der er noget til alle aldre og i mange forskellige genrer i novemberfestivalens program. Bredden i programmet viser også, hvor mangfoldig byen er," siger hun.

Festivalens program kan læses på http://www.hillerodfestival.dk/

The Savage Roses koncert i Hillerød er en del af Novemberfestivalen. Pressefoto

The Savage Roses koncert i Hillerød er en del af Novemberfestivalen. Pressefoto

De er med

Kulturinstitutioner i novemberfestivalen: Nødebo Kro, De Røde Veste, Black Star Booking, Hillerød Musik & Teater, Frederiksborgcentret, Café Slotsbio, Hillerød Bibliotek, Grundtvigs Højskole, Frederiksborg Gymnasium og HF og Frederiksborg Slotskirke.

Se mere på www.hillerodfestival.dk

Publiceret 10 September 2019 07:00