Her er programmet for uge 37 i Frivilligcenter Hillerød. Arkivfoto

Her er programmet for uge 37 i Frivilligcenter Hillerød. Arkivfoto

Det sker i Frivilligcenter Hillerød: Kursus i at blive hørt på rådhuset, ny it-cafe og ny pigegruppe

Frivilligcenter Hillerød arrangerer sammen med Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CFSA) et kursus for bestyrelsesmedlemmer og frivillige i foreningerne i Hillerød i lokal interessevaretagelse. På kurset får man grundlæggende viden om, hvordan kommunen er organiseret – og hvor og hvornår man kan være med til at påvirke de politiske beslutninger.

Ældre Sagen og Frivilligcenter Hillerød indleder et samarbejde om en it-café i frivilligcentret. It-frivillige fra Ældre Sagen og Frivilligcenter Hillerød vil i ulige uger hjælpe med små og store problemer på it-området. Det gælder ikke kun med pc’er, men også tablets og mobiltelefoner og tilsvarende Apple-versioner.

DFUNK, der er Dansk Flygtningehjælp Ungdom, er en forening af unge, som arbejder for flygtninge i Danmark og internationalt, vil oprette ung til ung pige-kvindegruppe i Hillerød for kvinder i alderen 16 til 30 år, og holder i den anledning sit første planlægningsmøde.

Som forberedelse til Fællesskabsfestivalen 26. oktober holdes workshop for foreninger og grupper, der ønsker at deltage. Workshoppen ledes af dygtige kampagnefolk fra ABC for Mental Sundhed/Psykiatrifonden, som vil give gode ideer til, hvordan man kan kommunikere budskaberne, så deltagerne får lyst til at være med.

Mandag 9. september

09.00-10.00 DOF Hillerød Fritidsskole – qigong

10.15-15.45 FOF-kursus i billedkunst

11.00-14.00 Slægtsforskningsgruppen i frivilligcentret

Åben gruppe med interesse for slægtsforskning. Nybegyndere såvel som erfarne slægtsforskere er velkomne. I gruppen hjælper vi hinanden med at komme i gang, deler gode råd og inspiration m.v. Vi bruger også internettet i forbindelse med slægtsforskning. Medbring gerne madpakke. Kaffe/te med brød koster 10 kr.

12.00-14.00: Styrk din krop - Alsidig og hensyntagende træning for knap så mobile ældre 65+. Aktiviteterne foregår både stående, gående og på stole.

13.00-15.00. Læsekreds Q-11

Læsegruppe.

15.00 - 17.00 Hjertecafé med Hjerteforeningen

Philip Jones fortæller om at håndtere livet, både for pårørende og dig selv med en hjertesygdom. Hvordan får jeg mit sociale-, arbejds- og sexliv til at fungere igen. Alle er velkomne i Kedelhuset - det er gratis at deltage, der er ingen tilmelding, men kom i god tid.

17.00-19.00: NA (Narcotics Anonymous) - Selvhjælpsgruppe for misbrugere, der er eller vil være stof- og alkoholfri.

19.00-21.30: ACA (Adult Children of Alcoholics) - netværksmøde for voksne børn af alkoholiseret eller anden dysfunktionel familie.

Tirsdag 10. september

09.45-11.00: Motion med Hillerød Motionsvenner – motion og fællesskab, hvor alle kan være med.

10.00-15.00: Kreativt værksted - mal, strik eller hækl i. Medbring selv dine materialer. Deltagerne sparrer og støtter hinanden.

15.00-16.30 KOL-motionshold i regi af lungeforeningen

Rolig motion med efterfølgende samvær. Der er oprettet venteliste.

16.00-20.00. Diabetesforeningen – café

Hovedemnet vil være motion. Diabetessygeplejerske Janne Helbo fra Hillerød Kommune stiller sig til rådighed. Cafeen holdes i Atelieret i frivilligcentret. Nærmere info: https://diabetes.dk/kalender.aspx.

16.30-18.00: Økonomisk råd og vejledning - Et tilbud til alle borgere, der har behov for økonomisk råd og vejledning baseret på hjælp til selvhjælp. Alle er velkomne, men bestil venligst tid.

17.00-20.00 Kommunikations- og inspirationsworkshop

Workshop for foreninger og grupper, der ønsker at deltage i Fællesskabsfestivalen 26. oktober. Workshoppen ledes af dygtige kampagnefolk fra ABC for Mental Sundhed/Psykiatrifonden, som vil give gode ideer til, hvordan man kan kommunikere budskaberne, så deltagerne får lyst til at være med.

17.30-18.30: Advokathjælpen i Hillerød - Hillerøds advokater giver gratis og anonym retshjælp til alle.

18.30-23.00: Hillerød Skakklub - Kl. 18.00 - 19.30: Træning for børn og unge i alderen 6-16 år. Kl. 19.30-20.00: Træning for seniorer. Herefter spilles der partier.

Onsdag 11. september

09.00-14.00: Klatmalerne - Netværksgruppe, som maler i atelieret.

09.30-12.00 Hemingway Club Hillerød – et liv i idrættens og militærets tjeneste

Niels Holst-Sørensen har vundet et hav af danske mesterskaber, slået verdensrekorder og deltaget i OL i London i 1948. Han vandt guld ved EM i 1946 i 400 meter løb og sølv i 800 meter løb ved samme stævne. Ud over en karriere som verdensklasseløber kan Niels Holst-Sørensen føje disse titler til sit CV: jagerpilot, generalmajor, chef for flyvevåbnet og medlem af IOC – Den Internationale Olympiske Komité.

Hemingway Club Hillerød er et socialt netværk for voksne mænd i alderen 60+. Netværket bygger på frivillighed og fællesskab. Foredrag og socialt samvær. På grund af et overvældende antal tilmeldte til klubben er der desværre lukket for yderligere tilgang, men venteliste er oprettet.

10.00-12.30 It-café

Ældre Sagen og Frivilligcenter Hillerød samarbejder om en it-café, hvor It-frivillige vil onsdage i ulige uger hjælpe med små og store problemer på it-området. Det gælder pc’er, tablets og mobiltelefoner samt tilsvarende Apple-versioner.

11.00-13.00 Ældre Sagen – Hillerød

Bliv orienteret om muligheder ved at være med i Ældre Sagen. Du kan møde repræsentanter for bestyrelsen ”ansigt til ansigt” i frivilligcentret. Få information om Ældre Sagens arbejde, hør hvordan du kan deltage og engagere dig. Kom gerne og diskuter nye ideer eller køb dine billetter til arrangementer m.v.

16.30-20.30. Kursus - Bliv hørt på rådhuset

Viden og værktøjer til at blive bedre til at agere i den lokale politiske verden og på den måde skabe nye muligheder for jeres forening. På kurset får man grundlæggende viden om, hvordan kommunen er organiseret – og hvornår man kan være med til at påvirke de politiske beslutninger.

17.00-20.00. Start på pigegruppe

Første planlægningsmøde om ung til ung pige-kvindegruppe i Hillerød, alder 16-30 år. Initiativtager: DFUNK, der er Dansk Flygtningehjælp Ungdom, en forening af unge der arbejder for flygtninge i Danmark og internationalt. I DFUNK arbejder unge i fællesskab for at oplyse og rykke holdninger på det flygtninge- og integrationspolitiske område og for at skabe bedre levevilkår for flygtninge, der skal etablere en ny tilværelse i Danmark

19.30-20.45: Pårørende til alkoholikere (Al-Anon)

Anonym selvhjælpsgruppe mødes om det at være pårørende til alkoholikere. Alle interesserede er velkomne.

19.30-20.45: Alateen - Selvhjælpsgruppe for teenage-pårørende til alkoholikere.

Torsdag 12. september

09.30-11.00: Styrk din krop - Alsidig og hensyntagende træning for knap så mobile ældre 65+. Aktiviteterne foregår både stående, gående og på stole.

09.50-12.00: Cykelgruppen Fri-hjul I - Cykelgruppen er for dig, der har en cykel og vil kunne cykle 20 km på et par timer. Venteliste er oprettet.

10.00-12.00: Selvhjælpsgruppe: Team Overgang

10.30-14.10: FOF-kursus i spansk

11.00-13.30: Åndehullet - Motion fortrinsvis på stole, øvelser med elastikker, stående, gående øvelser for folk med en lungelidelse.

13.00-15.00 Kom med!-gågruppe

Turen er for dig, der ønsker en hyggelig gåtur sammen med andre - uanset om du bruger stok, rollator eller bare ikke er så vant til at gå ture. Vi mødes i frivilligcentret og går herfra i al slags vejr. Efter turen drikker vi en kop kaffe/te sammen.

18.30-21.00: Vennepunktet - Mødested for ensomme over 24 med det formål at hjælpe ensomme voksne ud af isolation og ensomhed og arrangere aktiviteter, der opbygger fællesskaber og skaber muligheder for nye venskaber.

19.00-21.00 Angstforeningen – selvhjælpsgruppe, hvor ligesindede mødes

Del dine tanker og erfaringer omkring angst og håndtering af de udfordringer, angsten kan medføre.

Fredag 13. september

09.50-12.00: Cykelgruppen Fri-hjul II - Cykelgruppen er for dig, der har en cykel og vil kunne cykle 20 km på et par timer. Venteliste er oprettet.

10.00-12.00: Alzheimerforeningen – Gotvedgymnastik, hvor pårørende og efterlevende til mennesker med demens kan deltage og efterfølgende nyde hyggeligt samvær og erfaringsudveksling over en kop kaffe/te. Gymnastikken varer cirka en time og et kvarter og hygge cirka 45 min. Der er mulighed for, at den demensramte ægtefælle/forældre sideløbende kan deltage i aktiviteter med andre i samme situation i et tilstødende lokale.

14.00-18.00 Veterancafé i Hillerød

Cafeen holder åben hver anden fredag og har til formål at skabe et lokalt sted og netværk, hvor veteraner og pårørende kan udveksle gode såvel som dårlige historier og oplevelser samt give og få støtte og hjælp til selvhjælp.

Søndag 15. september

09.00-14.00 Danske Slægtsforskere – Studiegruppe; DNA i slægtsforskningen.

Publiceret 07 September 2019 14:00