Fik sort bælte som 64-årig: Nu starter Frank et karatehold for seniorer

Frank Ulmer tilbyder gratis træning i september på nyt karatehold for 60+-årige. Han har selv, som den ældste elev nogensinde i Hillerød Karate Klub, fået det sorte bælte

I en alder af 64 år og efter syv års træning kunne Frank Ulmer binde det efterstræbte sorte bælte i karate om livet. Han er dermed den ældste elev i Hillerød Karate Klub, der har fået det sorte bælte.

Det har aldrig været fremmed for ham at dyrke motion, men alligevel kunne han mærke, at kroppen ikke længere var helt der, hvor han gerne ville have den. Der var en vis styrke i arme og ben, men der manglede noget, fortæller han:

"Min balance og styrke var på vej væk, og det var tydeligt, at min kernestyrke ikke længere var der. Jeg følte, at min krop var slatten, og at der manglede noget".

Frank Ulmer startede derfor til karate i 2012 og blev hurtigt bidt af det.

"Følelsen af hurtigt at blive løftet var tilstede med det samme, og der gik ikke mere end seks måneder, før jeg for alvor kunne mærke forbedringer i kroppen," siger han.

Gik efter bæltet

I starten dyrkede han udelukkende karate for at få motion og komme i god form. Men efter et års tid boblede ambitionerne op i ham. Det trak i ham for at få det brune bælte, og da det lykkedes, ville han gå videre:

"Så var der ingen vej tilbage -jeg ville have det sorte bælte også," fortæller Frank Ulmer, som lykkedes med sin ambition tidligere i år.

For Frank Ulmer er karaten langt mere end blot en jagt på at få det sorte bælte. Det holder ham fysisk og mentalt ung, og han mærker effekten i hverdagen, fortæller han:

"Jeg har fået større udholdenhed, min balance er markant bedre, jeg har fået større kropsstyrke, og mine reaktioner er meget bedre. Jeg har også en bedre kropslig og rummelig fornemmelse, og generelt er alle de alderdomsbetingede skavanker, jeg ellers kunne mærke, væk," siger han.

Starter nyt hold

Den mentale og fysiske succes, Frank Ulmer føler, han har opnået, vil han gerne dele med andre i samme situation. Derfor starter han et seniorhold op i Hillerød Karate Klub, hvor han vil videregive de værktøjer, han har erhvervet gennem de sidste syv år.

Holdet er for 60+-årige, og gennem hele september er der gratis træning. Find mere information på karateklubbens hjemmeside.

Mdt

Frank Ulmer har fået det sorte bælte i en alder af 64 år. Nu vil han lære fra sig af sine karatekundskaber. Privatfoto

Frank Ulmer har fået det sorte bælte i en alder af 64 år. Nu vil han lære fra sig af sine karatekundskaber. Privatfoto

Publiceret 05 September 2019 06:00