Både kommunen og Hillerød Byforum vil have strammet op på reglerne for kørsel i gågaderne. Foto: Martin Warming

Både kommunen og Hillerød Byforum vil have strammet op på reglerne for kørsel i gågaderne. Foto: Martin Warming

Kommunen strammer op på reglerne for kørsel i gågaderne

Der er for meget unødig trafik i gågaderne, og det skal der nu gøres noget ved

Af
Martin Warming

Hillerød Kommune strammer nu reglerne for kørsel i gågaderne i centrum.

Der er nemlig alt for meget unødig trafik og parkering i både gågaderne og på Torvet. Og nu bliver der altså strammet lidt op på reglerne.

Kommunens forvaltning har deltaget i en arbejdsgruppe med Hillerød Byforum om problemerne med for meget trafik i gågaderne, og det har resulteret i en række forslag til, hvor reglerne enten skal ændres eller strammes.

Arbejdsgruppen har blandt andet forslået, at der skal etableres en række af- og pålæsningsbåse tæt ved gågaderne og Torvet (blandt andet ved Irma, på Frederikstorv og i Møllestræde), som vognmænd, der skal levere varer til butikkerne, skal parkere på efter klokken 12. Til gengæld har Hillerød Byforum et ønske om, at tidsrummet for tilladt varekørsel i gågaderne udvides med en time - altså til klokken 12 på hverdage og til klokken 10 på lørdage.

Fremover må der være varekørsel i gågaderne frem til klokken 12 på hverdage - og ikke klokken 11 som i dag. Arkivfoto

Fremover må der være varekørsel i gågaderne frem til klokken 12 på hverdage - og ikke klokken 11 som i dag. Arkivfoto

Mere opsyn

Derudover har arbejdsgruppen foreslået, at kommunen skal forbedre skiltningen, så det tydeliggøres, at det kun er beboere, der lovligt må køre i gågaderne - og altså ikke kunder, der eksempelvis lige skal hente en pizza, og gæster til beboerne. Det skal også tydeliggøres, at både Slotsgade og Helsingørsgade er ensrettet for biltrafik, mener arbejdsgruppen.

Derudover vil kommunen undersøge, om de lokale parkeringsvagter kan bruges til mere opsyn i gågaderne.

"Der er for mange, der kører unødigt i gågaderne, og jeg synes, at der går for meget tid med at skulle flytte sig for biler, når man går en tur ned gennem byen. Kunderne vil få en langt bedre oplevelse, hvis de kan gå stille og roligt og nyde det uden at skulle holde øje med biler og varevogne," siger Erik Helmer, der er direktør i Hillerød Byforum.

Farlige situationer

Han glæder sig til, at af- og pålæsningsbåsene bliver oprettet.

”Der kører lastvogne og varebiler rundt, mens der er mange mennesker i gågaderne. Det skaber en masse farlige situationer, så hvis man skal levere varer til butikkerne uden for de tilladte tider, så må man parkere lidt længere væk, og der skal uddeles bøder, hvis man overtræder reglerne," siger Erik Helmer.

Ændringerne til gågaderegulativet - eller Regulativ for gågaderne og Torvet, som det hedder - blev godkendt på byrådsmødet onsdag aften.

"Vi glæder os til at se, om det får den positive virkning, som vi håber på," sagde borgmester Kirsten Jensen (S) på mødet.

Publiceret 03 September 2019 10:00