Den røde snor blev 'kørt over' i Favrholms nye lyskryds. Pressefoto

Den røde snor blev 'kørt over' i Favrholms nye lyskryds. Pressefoto

Nye vejkryds indviet: "Det er en god fornemmelse"

Nye lyskryds på Overdrevsvejen blev indviet i fredags

Så er de nye store vejkryds, som skal dirigere trafikken omkring det kommende nye hospital og Hillerøds nye bydel Favrholm, indviet.

Det skete fredag eftermiddag på Overdrevsvejen, hvor alle interesserede var inviteret med til indvielsen, og blandt andre Hillerøds borgmester Kirsten Jensen holdt tale:

"Vi kan se, hvordan der bliver gjort klar til det store hospitalsbyggeri. Det er en god fornemmelse. Kommer vi tilbage om et år, vil her se anderledes ud. Om fem vil her se helt anderledes ud," sagde hun.

Trafik får lys til at skifte

I øjeblikket er der ikke meget trafik ud fra sidevejen på Overdrevsvejen, og trafiklysene lyser som udgangspunkt rødt i alle retninger og skifter til grønt, når de registrerer trafik. trafiklysene har dog de seneste uger været under justering, så det har endnu ikke virket helt, som det skal. For fremtiden bør det ikke kunne ske, at man holder for rødt, når der ikke er andet trafik, oplyser kommunen.

Der er også blevet opsat skilte, som henviser til et hospital, hvilket flere af Hillerød Postens læsere undrede sig over - altså at man allerede nu viser vej til et hospital, som endnu ikke er bygget. Skiltene er dog ved at blive dækket til igen.

Hospitalsbyggeri i gang

Region Hovedstaden begynder at bygge hospitalet senere på året, og vejkrydsene skal altså sikre, at trafikken afvikles trygt til og fra byggepladsen. I krydsområdet er vejen nemlig blevet udvidet fra at være en cirka otte meter bred tosporet vej til 32 meter bred vej med midterheller og op til syv kørespor.

"Størrelsen af vejkrydsene vidner om, hvad vi vil opleve af aktivitet i Favrholm, efterhånden som bydelen bliver udviklet," sagde Kirsten Jensen.

Krydsene er desuden forberedt til, at Overdrevsvejen kan blive udvidet til fire spor, hvilket er tilvalg i Vejdirektoratets projekt for forlængelse af Hillerødmotorvejen. Det arbejder Hillerød Kommune for bliver en realitet, sagde borgmesteren, som også kunne fortælle, at kommunen ønsker at cykelsti langs overdrevsvejen mellem den nye Favrholm Station og Københavnsvej.

Mdt

Publiceret 02 September 2019 10:02