Lise Bendix glæder sig over, at så mange aktører stiller frivilligt op med en oplevelse på kulturnatten. Foto: Mdt

Lise Bendix glæder sig over, at så mange aktører stiller frivilligt op med en oplevelse på kulturnatten. Foto: Mdt

Så er kulturnatten klar med programmet

Kulturnattens program bliver nu delt ud - og fra 30. august kan man skaffe billetter til de mest populære arrangementer

Af
Mette Dolmer Thygesen

Man skal være hurtigt ude, hvis der er et arrangement til kulturnatten i Hillerød, man gerne vil have billet til. Den frivillige styregruppe bag Kulturnat Hillerød, som fredag 20. september fylder byen med kulturelle oplevelser, har nemlig oplevet, at nogle billetter bliver revet væk.

Sidste år handlede det for eksempel om rundvisninger på Louises Ø i slotsparken, fortæller Lise Bendix fra styregruppen:

"Vi startede salget til midnat, og klokken 00.01 var de første billetter solgt - og klokken 00.11 var de alle væk," fortæller hun og mener, at mange har interesse for byens historie:

"Det er noget, som vi bag kulturnatten også synes, er rigtig spændende - altså at fortælle byens historie. Og vi kan se på billetsalget, at der er mange, der synes, det historiske er sjovt".

Mest er gratis

Langt de fleste af de omkring 150 arrangementer til Kulturnatten kræver dog ikke billet. Man kan som vanligt troppe op uden hverken billet eller armbånd til både optog med tambourkorps og veteranbiler, musik og spejderaktiviteter på campingpladsen, ansigtsmaling og værksted på biblioteket, koncerter i Støberihallen eller til rundvisning i Farmacihistorisk Samling på Pharmakon. 80 sider fylder de mange arrangementer til kulturnatten, hvoraf langt de fleste er helt gratis.

"Det er et stort program igen i år. Rigtig mange vil gerne være med. Nogle springer fra, men der kommer altid nogle nye til. Og rigtig mange har jo været med i mange år," siger Lise Bendix, som glæder sig over de mange frivillige, som er med til at skabe kulturnatten:

Der er også masser af mad at smage på til kulturnatten. Arkivfoto: Claus Beyer

Der er også masser af mad at smage på til kulturnatten. Arkivfoto: Claus Beyer

"Det er fantastisk, at så mange bliver ved med at stille op lave noget for folk. Nu kører vi på 14. år, og kulturnatten betaler jo kun for markedsføring i form af program, skilte, plakater med videre - resten må arrangørerne selv betale. Og rigtig mange deler ud af spændende oplevelser til folk, og næsten alt er gratis".

14.000 programmer

Styregruppen, som består af 15 frivillige, evaluerede sidste års kulturnat i oktober og gik allerede i januar i gang med at planlægge årets begivenheder 20. september. Og nu er programmet altså trykt i 14.000 små bøger, som deles ud i gader og stræder og kan findes på cafeer, i i butikker, på biblioteket og andre steder rundt omkring i byen. Alle 14.000 eksemplarer plejer også at blive revet væk, for interessen for kulturnatten er stor.

Lise Bendix håber, at kulturnatten vil være det igen i år - også selvom Hillerød Slotssø Byfest er flyttet til efter sommerferien, altså tættere på kulturnatten, og selvom Hillerød generelt får flere og flere arrangementer:

"Byfesten og kulturnatten ligger meget tæt, så nu må vi se, om folk stadig møder op til kulturnatten, altså om de er vant til, at 'det skal vi selvfølgelig', eller om vi kommer til at mærke på besøgstallet, at der foregår så meget i byen, for eksempel også jazz i Rosenhaven og rockkoncerter på Posen, og at folk så at sige er mere 'mættede' og vælger at blive hjemme i sofaen".

Undgå kø

Billetsalget til kulturnatten starter 30. august fra midnat via billetto.dk. De arrangementer, som kræver billet, er blandt andre uhyggevandring på slottet, 'på tur med gartner i barokhaven', besøg på politigården og på kaskadens teknikcentral i barokhaven.

"Vi har valgt, at der er gratis billetter til nogle ting, som er særligt populære, selvom de er gratis. På den måde undgår vi, at folk skal stå i kø og ikke nå så mange ting. Vi synes, det er ærgerligt og synd at spilde tiden med at stå i kø - derfor er der indført billetter".

Drabantgarden er selvfølgelig med, når kulturnatten skydes i gang 20. september. Arkivfoto: Jan Stephan

Drabantgarden er selvfølgelig med, når kulturnatten skydes i gang 20. september. Arkivfoto: Jan Stephan

Der er desuden arrangementer som cirkus og koncert i Slotsbio, som kan fås hos slotsbio, og åbent hus i Chokolademageriet, som kan fås i butikken.

Læs mere i det trykte program, på www.kulturnathillerød.dk eller i den gratis app, man kan downloade til sin mobiltelefon.

Uddrag af programmet

  • Kulturnatten skydes i gang med borgmestertale og musikalsk optog fra slottet klokken 16.30.
  • Hillerød Campingplads inviterer til hesteshow, amerikanerbiler, ponyridning, pandekagebagning, mountainbikebane, udstilling af kunsthåndværk, koncerter og meget mere.
  • Hillerød Bymuseum inviterer til børneaktiviteter i 'Tidens Gade'
  • Smag på renæssancen i Elværket i Frederiksgade
  • Tamra Rosanes giver koncert
  • Hils på slanger og krybdyr på biblioteket
  • Mad- og drikkeboder med øl, vin, pølser, chokolade, honning, marmelade, spiselige insekter med mere på plænen ved biblioteket
  • Kreativt værksted på Annaborg
  • Café Slotsbio viser gratis filmen 'Chaplin i cirkus' og inviterer til jazzkoncert med Holm/Danielsen
  • Der er musik i både Hillerød Kirke, Café Havehuset, cafeen B-Hageriet, spisestedet Leonora, Café Smedjen i Støberihallen, biblioteket, Klaverfabrikken og meget mere.
  • Barokhaven oplyses af fakler fra solnedgang
  • Salsa og meditation i Center for Mindful Living
  • Musikalsk familiefortælling i Støberihallen

Publiceret 29 August 2019 06:00