Det bliver en million kroner dyrere end forventet at bygge cykelsti på Holmegårdsvej. Arkivfoto: Claus Beyer

Det bliver en million kroner dyrere end forventet at bygge cykelsti på Holmegårdsvej. Arkivfoto: Claus Beyer

Cykelsti-regning vokser med en million kroner

Cykelstien på Holmegårdsvej bliver 1,3 millioner kroner dyrere end forventet

Af
Mette Dolmer Thygesen

Det bliver over en million kroner dyrere end forventet at bygge den nye cykelsti på Holmegårdsvej.

Efter at fem entreprenører har afgivet en pris på projektet, har det vist sig, at det laveste tilbud var væsentligt højere end den pris, rådgiveren havde forventet.

Derfor har politikerne i først Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget og dernæst i Økonomiudvalget sagt ja til, at man - udover de 10 millioner kroner der allerede er afsat til projektet - bruger 1,3 millioner kroner i næste års budget på at bygge cykelstien.

Hånden i kassen

Muligheden var der for, at kommunen kunne droppe at bygge sti på den nordligste del af Gl. Holmegårdsvej. Men det stykke cykelsti skal kommunen holde fast i at bygge, mente politikerne i ABT-udvalget, da de havde sagen til debat 14. august.

"Vi må stikke hånden i kassen og finde de penge, vi mangler. Vi synes, at vi skal lave de løsninger, vi laver, ordentligt. Så vi må prøve at finde pengene," siger udvalgsformand Dan Riise (V).

Thiesen forbehold

I Økonomiudvalget godkendte et flertal ABT-udvalget beslutning - dog tog Mette Thiesen fra Nye Borgerlige forbehold:

"Det er bedrøveligt, at vi igen ser en budgetoverskridelse og en tillægsbevilling. Vi skal passe på borgernes penge, og det er ikke i orden at forarbejdet igen ikke gøres ordentligt, så budgettet ender med at skride", siger hun.

Sagen skal behandles i byrådet på mødet onsdag aften på rådhuset.

Publiceret 27 August 2019 06:00