Østbyens Pensionistklub har det nye efterårsprogram klar. Privatfoto

Østbyens Pensionistklub har det nye efterårsprogram klar. Privatfoto

Ny sæson i Østbyens Pensionistklub

Pensionister mødes til musik, samvær, foredrag og banko i Brohuset

samvær Østbyens Pensionistklub byder nu på et alsidigt efterårsprogram, som byder på social hygge med bankospil, foredrag, sang med mere.

Programmet starter fredag 6. september kl. 14 i Brohuset, Østervang 103 i Hillerød, og klubben afholder ugentligt forskellige aktiviteter frem til fredag den 13. december, hvor de slutter året af med en julekomsammen med musik og sang.

Den første fredag i hver måned spilles der bankospil, og klubben afholder også lidt bankospil for beboerne i Kongevænget en tirsdag aften hver måned.

I september får klubben blandt andet besøg af Joan Paludan, der fortæller om knogleskørhed (Osteoporose) og af folkesanger René Schmidt, mens programmet i oktober byder på besøg hos Naverne, og John Brown Jensen fortæller historien om sin Vestindiske farfar, der som 14 årig tog på rejse fra Sct. Croix.

I november fortæller Erik Eistrup om fremtidsfuldmagter og arv og testamente, og der arrangeres en juleudflugt.

Tak til sponsorer

Klubben søger hele tiden forskellige sponsorater, blandt andet har 3F Frederiksborg, Danske Seniorer, Hillerød Kommune § 79 midler, SiteHISponserShips / Novo Nordisk og Hillerød almennyttige Boligselskab støttet deres klub. Sammen med sponsoraterne og kontigenter fra de betalende medlemmer har programmet kunne sammensættes.

"Vores aktiviteter er meget alsidige, og uden denne form for støtte ville det ikke kunne lade sig gøre at lave disse aktiviteter, så en stor tak til vore sponsorer," lyder der fra klubbens formand Birgit Barreth.

Man er som førtidspensionist eller pensionist velkommen til at besøge Østbyens Pensionistklub ved et af klubbens arrangementer, inden et eventuelt medlemskab. Klubben mødes i Brohuset om fredagen mellem kl. 14 og 16.

Man kan også finde klubben på Facebook under Østbyens Pensionistklub eller på hjemmesiden www.oestbyenspensionistklub.dk.

Publiceret 25 August 2019 06:00