Politikerne må vente en måneds tid med at præsentere årets budgetforlig - som her i 2018 med Peter Lennø (DF), Kirsten Jensen (S) og Klaus Markussen (V). Arkivfoto: Jens Berg Thomsen

Politikerne må vente en måneds tid med at præsentere årets budgetforlig - som her i 2018 med Peter Lennø (DF), Kirsten Jensen (S) og Klaus Markussen (V). Arkivfoto: Jens Berg Thomsen

Budgetforhandlinger bliver en måned forsinket

Hillerøds politikerne kan først gå til forhandlingsbordet om næste års budget en måned senere. Ny indenrigsminister har udsat processen

Af
Mette Dolmer Thygesen

Politikerne i Hillerød må vente en måneds tid mere end forventet, før de sætter sig omkring forhandlingsbordet og bliver enige om det kommende budget.

Den nye social-og indenrigsminister Astrid Krag (S) har nemlig meddelt kommunerne, at det først er i sidste halvdel af august, at forhandlingerne går i gang mellem Kommunernes Landsforening og regeringen. Kommunerne kender derfor ikke rammerne for deres økonomi endnu.

"Der er jo blevet sagt mange ting i valgkampen om kommunale forhold, for eksempel børn og ældre. Og vi kan ikke gå ind og forhandle vores budget på plads, før vi kender de vilkår, som bliver sat op for blandt andet de områder," siger Hillerøds borgmester Kirsten Jensen (S).

Hvis vi skal blive ved med at lægge så mange ekstra penge, lægger det et kæmpe pres på vores økonomi

Nye datoer

Hun og forvaltningen er derfor i gang med at få nogle nye datoer sat i kalenderen, hvor politikerne kan forhandle og godkende 'Budget 2020-2023'. Datoerne var ellers fastsat, som de plejer, så budgettet kunne forhandles i weekenden 21.-22. september og derefter vedtages og andenbehandles i byrådet 9. oktober. Men den plan må altså udsættes.

"Vi ved ikke endnu, om der kommer et udspil fra regeringen om mere frihed til kommunerne eller om noget, som gør det anderledes for os at drive for eksempel dagtilbuddene, ældreplejen eller voksen-/handicapområdet dyrere. Det er jo enormt vigtigt at få afklaret, inden vi går i gang med budgetforhandlingerne," siger Kirsten Jensen.

Følge penge med

Hvis for eksempel regeringen vil indføre minimumsnormeringer i dagtilbuddene, skal kommunen sætte flere midler af til det:

"Hvis det er noget, de beslutter centralt - så synes jeg da bestemt, der skal følge nogle penge med. For hvis nogle mennesker her i vores kommune skal have det bedre, så er vi jo nødt til at finde pengene på andre områder og tage fra nogle andre. Så jeg minder om, at princippet er, at hvis de stiller nogle krav til os i kommunerne - så skal de også betale for det," siger Kirsten Jensen, som generelt er spændt på, hvordan regeringen vil hjælpe kommunerne med at imødekomme borgernes behov.

Ekstraregning for indlæggelser

For eksempel har Hillerød Kommunes fået en uventet stor regning i år for borgernes indlæggelser på hospitaler på omkring 18 millioner kroner. Hvis de regninger fortsætter med at stige for kommunerne i hele landet, håber hun, der findes en løsning med regionerne.

Hvis nogle mennesker her i vores kommune skal have det bedre, så er vi jo nødt til at finde pengene på andre områder og tage fra nogle andre

"Hvis vi skal blive ved med at lægge så mange ekstra penge, lægger det et kæmpe pres på vores økonomi," siger hun.

Fordel at ligge tættere

Kirsten Jensen er dog ikke vred på regeringen over, at budgetforhandlingerne må udsættes - ligesom sin borgmesterkollega i Helsingør Benedikte Kiær (K). Sidstnævnte har udtalt til Helsingør Dagblad, at "det er ret vildt, at vi ude i kommunerne sidder her på det her tidspunkt og ikke aner, hvordan økonomien er næste år og de kommende år", og hun har kritiseret, at regeringen har "valgt at gå på sommerferie i stedet for at få det her på plads".

Kirsten Jensen ser det faktisk som en fordel at skyde budgetprocessen lidt:

"Forhandlingerne kan lige så godt ligge der senere på året, tættere på hvor forhandlingerne om finansloven også ligger. Det kan være fordel, at det ligger tættere på hinanden, for kommunernes økonomi er jo en del af det hele - altså hvordan vi skal finansiere vores velfærd. Hvis der for eksempel bliver oprettet en pulje i finansloven til noget - så har det jo betydning for økonomien i vores kommune".

Skal spare i år

Hillerød Kommune står dog stadig til at skulle spare penge i det kommende budget - men spørgsmålet er hvor meget. Forvaltningen har udarbejdet en række budgetdokumenter med forslag til besparelser og udvidelser. Her er der spareforslag for 1,5 procent af hvert områdes økonomi. De spareforslag er i høring frem til 19. august, og de kan findes på www.hillerod.dk - søg på "budget høring" i søgefeltet'.

Astrid Krag har meddelt kommunerne, at de har frist frem til 5. november med at få deres budgetter på plads.

Spareforslag

Blandt spareforslagene er blandt andet:

  • En reduktion af demensnormeringen på plejehjemmene. Det vil berøre fire ud af seks plejehjem, og særligt Skovhuset og Ålholmhjemmet, der har mange demenspladser. Også en generel reduktion af grundnormeringen på plejehjemmene er nævnt.
  • Også en reduktion i normeringen i kommunens dagtilbud er blandt forslagene.
  • På skoleområdet er der et forslag om at nedlægge værestedet 'FIF Stedet', droppe partnerskaber inden for idræt, kunst, kultur med mere, nedlægge flyverpædagogfunktioner eller forøge forældrebetalingen i HFO (fritidsordningen). Også en generel reduktion af skolernes almenbudgetter er blandt forslagene.

Se hele listen på www.hillerod.dk.

Publiceret 14 August 2019 06:00