Unicon vil gerne blive på Falkevej i Hillerød frem mod udgangen af 2020. Arkivfoto: Jens Berg Thomsen

Unicon vil gerne blive på Falkevej i Hillerød frem mod udgangen af 2020. Arkivfoto: Jens Berg Thomsen

Unicon beder Hillerød om ny dispensation

beton Betonfabrikken Unicon vil nu bede Hillerød Kommune om en ny dispensation til at få lov til at drive deres virksomhed på Falkevej.

Dispensationen på Falkevej udløber den 1. oktober i år, men på grund af forsinkelser med byggeriet af en ny fabrik i Allerød Kommune, vil Unicon nu bede Hillerød om dispensation til at ligge på stedet frem til udgangen af 2020.

"Allerød har bedt os om at indsende alle de fire ansøgninger, vi skal have sendt for at få godkendt byggeriet, på én gang. Derfor har vi været nødt til at skyde vores tidspunkt for at kunne tage første spadestik til fabrikken," siger Steen Dahlgaard til Hillerød Posten.

Derudover har Allerød besluttet, at ansøgningen skal igennem både teknisk udvalg, økonomiudvalg og endeligt byråd, og det kommer til at tage yderligere tid end først beregnet, så regionsdirektøren regner nu med at kunne tage første spadestik til byggeriet på Farremosen i Allerød Kommune i januar 2020, fortæller han.

Den 13. august tager politikerne i natur-, miljø- og klimaudvalget stilling til dispensationen. Forvaltningen vurderer på baggrund af en redegørelse, som Unicon har sendt til Hillerød Kommune, at "forsinkelserne skyldes udefrakommende hændelser, som har ramt alle de nye virksomheder i Farremosen," og at den nye tidsplan er "realistisk", skriver forvaltningen.

Unicons nuværende dispensation i Hillerød gælder for en overskridelse af to-tre decibel. Det er vurderingen, at det vil koste 500.000 kroner at nå under grænsen, men etableringen af støjmuren er "ikke proportionel med den krævede investering," lyder vurderingen fra forvaltningen i Hillerød Kommune.

Da beslutningen om at flytte Unicon til Allerød i sin tid blev besluttet, lød vurderingen over for Hillerød Postens søsteravis Allerød Nyt, at byggeriet ville kunne gå i gang i slutningen af 2018.

Publiceret 13 August 2019 11:28