Der var masser af underholdning for både store og små til årets Østfestival. Arrangørerne, som hovedsagligt er frivillige, er tilfredse. Foto: Thyge Enevoldsen

Der var masser af underholdning for både store og små til årets Østfestival. Arrangørerne, som hovedsagligt er frivillige, er tilfredse. Foto: Thyge Enevoldsen

Tilfredse arrangører efter årets Østfestival

Østfestivalen gik "rigtig godt," fortæller arrangørerne. Regnen drillede dog især lørdag, hvor festivalpladsen blev affolket

Projektkoordinator for Østfestivalen Marie Schmidt var søndag i fuld gang med oprydningen sammen med en række frivillige, men tog sig lige en pause for at kaste et tilbageblik på fire dages Østfestival.

”Det er gået rigtig, rigtig godt. Der har været rigtig mange mennesker, og der var meget på programmet, men det er kørt som smurt. Alle har bidraget til, at tingene faldt i hak, og vore samarbejdspartnere har bare været der og taget deres tørn,” siger Marie Schmidt.

Regnen drillede

Den meget regn sammen med lyn og torden har dog drillet Østfestivalen en del, og især torsdag sidst på eftermiddagen og lørdag midt på eftermiddagen var vejrguderne ikke ret venlige.

”Når det regner så meget, tømmer det pladsen, og efterfølgende, selvom det bliver tørvejr, bliver folk desværre hjemme. Torsdag aften måtte vi aflyse musikken på grund af regnen (fugt i de elektriske systemer gjorde det for farligt at spille, red.), men lørdag kørte musikken,” siger projektkoordinatoren.

Og kom der så flere unge, hvilket man havde gjort en indsats for, blandt andet med musik hver aften?

”Vi havde lejet en rodeotyr, som de unge havde efterspurgt, og der kom flere unge, men der var da plads til flere. Rygtet skal nok spredes over nogle år, og så bliver det måske de nuværende store børn, der senere begynder at komme som unge,” forudser Marie Schmidt.

Masser af børn

Når ikke regnen har stået ned i stænger, har der været masser af børn på pladsen og i gang med de utallige aktiviteter, der strakte sig lige fra stille sysler med at male på glas og sten til akrobatik. Den første formiddag var der således omkring 100 børn, der sang med og hoppede til Anne O.

Personligt kunne Marie Schmidt godt lige poetry-slammeren Sara Rahmeh, der tryllebandt publikum lørdag eftermiddag.

”Og så var meget af musikken også rigtig god, og det var fedt at have Nicolai og Tobias (to frivillige unge, red.) til at stå for musikken,” siger hun.

Maden kom til at bestå af thaimad og ikke det annoncerede, hvor den oprindelige leverandør ikke kunne levere. Det var Bangkok Restaurant, Slangerup, der slog til og reddede maden til Østfestivalen, og det var der stor glæde over og tilfredshed med.

Festival nr. fem

Der er nok ikke tvivl om, at den femte Østfestival vil se dagens lys næste år i den sidste uge af skolernes sommerferie, og at planlægningen så småt vil begynde, når de mange frivillige og andre aktører har fået hvilet ud.

”Østfestivalen betyder rigtig meget for sammenholdet i området, og man fornemmer tydeligt, at man lærer hinanden bedre at kende år for år,” siger Marie Schmidt.

Artiklen er skrevet af festival-frivillig Maja Vindelev

Publiceret 13 August 2019 09:06