Foto: Nicolai Hegelund Vilhelmsen

Foto: Nicolai Hegelund Vilhelmsen

Se billederne: Stemningen i top til årets New Note Festival

Frivillige arrangørerne er glade for årets festival, som var en dag kortere end sædvanligt

Af
Mette Dolmer Thygesen

De frivillige bag årets New Note Festival har armene i vejret af begejstring efter weekendens musikoplevelser i og omkring Klaverfabrikken.

"Det har været en vildt god festival. Vi er blevet taget med storm over hvor mange mennesker, der har været, og hvor godt det hele har fungeret. Stemningen har været fantastisk," siger Oda Marie Nymand Nisbeth, som er et af de frivillige medlemmer af styregruppen, til Hillerød Posten.

En dag kortere

Styregruppen besluttede i år, at festivalen ikke længere skulle vare tre dage fra torsdag til lørdag, men i stedet blot ligge fredag og lørdag. Ønsket med den beslutning var, at flere ville komme og være til stede under hele festivalen - og den beslutning er de rigtig glade for nu her ovenpå en veloverstået festival, fortæller Oda Marie Nymand Nisbeth:

Folk kom og bakkede op fra start til slut. Det var virkelig dejligt

"Der skete netop det, vi havde håbet på, at det gav en mere intensiv oplevelse. Folk kom og bakkede op fra start til slut. Det var virkelig dejligt".

Intet hovednavn

Samtidig havde styregruppen ikke booket et stort hovednavn i år, som der nogle gange har været på festivalen med navne som for eksempel Oh Land og Veto. Og den beslutning gav også pote, mener de frivillige arrangører:

"Vi var lidt nervøse for det, men det har faktisk ikke påvirket antallet af gæster. Det er en positiv oplevelse, at det ikke er hovednavnene, som gæsterne kommer for. Så vi ser det, som om vi har booket på den rigtige måde, da vi satsede på, at vi hellere ville have flere gode bands end ét stort hovednavn. Det, der er vores koncept, er jo også at kigge på, hvilke nye danske artister vi tror, kommer til at regere på den danske scene fremadrettet. Og det koncept har vi efterhånden slået godt fast, så publikum kommer for musikken og stemningen. Nogle er ligeglade med hvem, der spiller, men de ved, der plejer at være hyggeligt. Det er vi super glade for. Vi har et fast publikum, som kommer - også på tværs af generationerne. Så gymnasieeleverne kommer - sammen med deres forældre," siger Oda Marie Nymand Nisbeth.

Stemning i top

Festivalen fik ikke udsolgt i år, men omkring 250 plus købte billet, og det er arrangørgruppen yderst tilfreds med. Regnen, som faldt lørdag, skabte heller ikke de store problemer for festivalen. En planlagt poetry slam-optræden måtte rykkes indendøre, men ellers påvirkede vejret ikke fremmødet til festivalen, som også har den store scene indendørs i Truckhallen.

"I det hele taget var stemningen helt i top. Så vi kan ikke bede om mere," siger Oda Marie Nymand Nisbeth, som også er temmelig sikker på, at festivalen vender tilbage næste år.

"Vi kører en gang til. Nu skal vi lige evaluere, men vi starter nok med at beslutte, at vi også kører med kun fredag og lørdag næste år".

Publiceret 13 August 2019 09:08