Seks borgmestre fra Nordsjælland har nu i et møde i kalenderen med transportminister Benny Engelbrecht, hvor de skal kæmpe for, at blandt andet Hillerødmotorvejens Forlængelse prioriteres i kommende trafikforhandlinger. Arkivfoto: Mette Dolmer Thygesen

Seks borgmestre fra Nordsjælland har nu i et møde i kalenderen med transportminister Benny Engelbrecht, hvor de skal kæmpe for, at blandt andet Hillerødmotorvejens Forlængelse prioriteres i kommende trafikforhandlinger. Arkivfoto: Mette Dolmer Thygesen

Møde med ny transportminister: Borgmestre skal kæmpe for motorvej

Seks nordsjællandske borgmestre, heriblandt Hillerøds, har et møde kalender med den nye trafikminister - her skal de blandt andet argumentere for, at Hillerødmotorvejens Forlængelse bliver prioriteret i kommende trafikforhandlinger

Af
Mette Dolmer Thygesen

De nordsjællandske borgmester skal lægge pres på transportminister Benny Engelbrecht (S) for at få gennemført projekter som Hillerødmotorvejens Forlængelse. Borgmestrene har fået et møde i kalenderen til september med den nyudnævnte minister, som har kastet alle bolde i luften, når det gælder trafikprioriteringer.

I Nordsjælland arbejder politikerne sammen om at sikre, at Hillerødmotorvejens Forlængelse ombygges til motorvej på hele strækningen - og at Frederikssundmotorvejen fortsætter helt til Frederikssund. Også en hurtigere og mere rettighed Kystbane prioriteres. Og det skal borgmestrene altså nu slå et slag for - over for Benny Engelbrecht.

Tilbage på bordet

Hillerøds borgmester Kirsten Jensen (S) glæder sig til mødet:

"Når nu han har ryddet bordet i forhandlingerne, så skal vi hjælpe ham med at få de rigtige og mest vigtige sager tilbage på bordet igen. Det er blandt andet Hillerødmotorvejens Forlængelse, som er det stykke motorvej med den højeste samfundsøkonomiske værdi i nærmest hele landet," siger hun og henviser til VVM-undersøgelsen af projektet.

Den viser en samfundsøkonomisk rentabilitet for motorvejen på hele 12 procent, hvilket er den næsthøjeste på samtlige vejprojekter i Danmark overhovedet.

Også kollektiv trafik

Kirsten Jensen mener dog ikke, at motorveje løser trængselsproblemerne alene:

"Bedre forhold for biler og kollektiv trafik skal gå hånd i hånd, for det nytter ikke, at vi alle sætter os ind i hver vores bil. Så bliver der også trængsel, selv med en færdiggjort Hillerødmotorvej," siger Kirsten Jensen, som i mange år også har kæmpet for, at Hillerød Station bliver bygget om, så lokalbanetog kan køre direkte fra nord og ud til det nye hospital i Favrholm i syd.

Bredere enighed

Den tidligere VLAK-regering præsenterede i marts sammen med Dansk Folkeparti en gigantisk trafikaftale til 112 milliarder kroner, hvori blandt andet Hillerødmotorvejens Forlængelse indgik - sammen med blandt andet en jernbane til Billund Lufthavn, en tredje limfjordsforbindelse og meget andet. Men siden har der jo som bekendt været valg, og flertallet er der ikke længere for aftalen. Benny Engelbrecht har udtalt til Jyllands-Posten, at hele aftalen skal forhandles forfra - hvad enten det handler om motorveje, broer og jernbanestrækninger.

Hans håb er at sikre bredere enighed om retningen for trafikprojekter fremadrettet - gerne 10 år, så den også holder efter endnu et folketingsvalg, sagde han til Jyllands-Posten:

"Mit håb er at indgå så bredt et forlig, som det overhovedet er muligt. Tidligere har der været bred politisk enighed om aftaler om infrastruktur i Danmark. Det vil jeg gerne have tilbage til".

Kæmpe indtil i mål

Det er borgmestrene fra Frederikssund, Hillerød, Halsnæs, Gribskov, Helsingør og Fredensborg, som sammen skal mødes med trafikministeren til september.

"Vi vil blive ved med at kæmpe for vores sag, indtil vi er i mål," lover Kirsten Jensen.

Publiceret 13 August 2019 06:00