Pia Damstedt-Henningsen, som selv har været ramt af kræft, er med som 'fighter' i årets Stafet for Livet i Nødebo. Privatfoto

Pia Damstedt-Henningsen, som selv har været ramt af kræft, er med som 'fighter' i årets Stafet for Livet i Nødebo. Privatfoto

Stor opbakning til 'Stafet for Livet' i Nødebo

24 timers stafet til støtte for kræftramte skydes i gang lørdag 17. august i Nødebo. En af deltagerne er tidligere kræftramte Pia Damstedt-Henningsen

støtte Når man har kræft, kæmper man 24 timer i døgnet - og også om natten. Derfor varer Stafet for Livet, som afholdes på stadion i Nødebo 17.-18. august, også 24 timer, og de deltagende hold har minimum én deltager på holdet hele døgnet.

En af de mange, der samler familie og venner til den kommende Stafet for Livet, er 66-årige Pia Damstedt-Henningsen fra Hillerød. Hun har selv været ramt af kræft og mistede synet på det ene øje, men er nu helbredt. Sidste år blev hun opfordret til at deltage i stafetten - og var med:

"Det var hyggeligt, og jeg kom i snak med mange mennesker. Så i år tager jeg børn og børnebørn og deres venner med. Der sker mange fremskridt på kræftområdet, og det er vigtigt at bakke op. Derfor er det også godt, at så mange fra lokalområdet bakker stafetten op. For eksempel deltog Drabantgarden sidste år. Og en række byrådsmedlemmer dannede et hold og var med, og det gør de også i år," fortæller hun.

Fighter

Pia Damstedt-Henningsen deltager i stafetten som “Fighter”. Det er en person, der har fået konstateret kræft eller tidligere har haft kræft, og som deltager i stafetten.

Alle stafetter indledes med en fighterrunde, hvor deltagerne, nuværende eller forhenværende kræftpatienter, går den første runde iført ens gule trøjer. Ved at stå frem som Fighter er man med til at nedbryde tabuer om kræft og med til at give andre håb om, at kræft kan bekæmpes, fortæller arrangørerne.

Stafetten, som er en aktivitet under Kræftens Bekæmpelse, er ikke et traditionelt løb eller en konkurrence. Det gælder ikke om at komme først, men om at gøre en aktiv og fælles indsats i kampen mod kræft.

Mange har allerede meldt sig, men der er plads til flere. Man kan tilmelde sig og læse mere på www.stafetforlivet.dk/noedebo.

Stafet for Livet

  • Er en 24 timers holdaktivitet, der gennem oplysning, aktiviteter og underholdning sætter fokus på og indsamler penge til kræftsagen.
  • Løber af stabelen lørdag den 17. august kl. 11 og slutter søndag den 18. august kl 11 på stadion i Nødebo.
  • Koster 100 kroner for voksne og 50 kroner for børn at deltage i.

Publiceret 09 August 2019 06:00