Buslinjerne 301, 302 og 303 skifter til hybridbusser til efteråret. Arkivfoto

Buslinjerne 301, 302 og 303 skifter til hybridbusser til efteråret. Arkivfoto

Hillerød skifter til hybridbusser på tre linjer: "Vil gerne over på ren el"

Til efteråret får Hillerød Kommune sine første hybridbusser, som giver en CO2 gevinst på 14 procent. Den store ambition er at omlægge til rene elbusser, når alle ruter kommer i udbud om to år

Af
Louise Mørch Vilster

For borgere i Hillerød by er der snart udsigt til mindre støj og renere luft, når busruterne 301, 302 og 303 skifter til hybridbusser. Forslaget er blevet stemt igennem i udvalget for arkitektur, byplan-og trafik, og ifølge udvalgsformand Dan Riise (V) fik de et tilbud, som var svært at sige nej til.

“Vores busselskab har fået nogle hybridbusser i overskud i Norge, som vi kunne få til samme pris, så det skyndte vi os at sige ja til. Det er rigtig spændende. Det er den vej, det går,” siger han.

CO2-reduktionen på hybridbusserne vurderes af Movia til at give en gevinst på 14 procent i forhold til de nuværende dieselbusser. Bussen bruger elmotoren ved op til 20 kilometer i timen, samt når busserne sætter i gang og ved lyskryds. Derfor er busserne særligt en fordel for de, som opholder sig ved busstoppesteder eller ved lyskryds.

Dyrt at skifte til elbusser

Mens de nye hybridbusser ikke giver en ekstra regning til Hillerød Kommune, ville en omlægning til rene elbusser give en ekstra udgift på mellem 0,8-2,5 millioner kroner om året. Derfor har udvalget valgt at vente to år til det næste udbud kommer i spil, og håbet er, at elbusser i mellemtiden kan være faldet i pris eller udviklet sig til at køre længere.

Ifølge Dan Riiese er de nye hybridbusser begyndelsen på en større plan om mere miljøvenlige busser.

“I næste udbud om to år kommer rene elbusser til at være en del af udbuddet. Men på de lange ruter på landet kan det være svært at køre på strøm, så der starter vi måske med hybrid. Alle i byrådet vil gerne over på el hurtigst muligt, men vi skal også finde pengene til det, “ siger udvalgsformanden.

Inspirationstur til Roskilde

Udvalget vælger også at vente, da der kommer linjeændringer på grund af Favrholm Station, nyt sygehus og ombygningen af Hillerød Station. Elbusser er nemlig sværere at ændre til andre ruter på grund af de faste ladestationer.

“Vi er nødt til at lave en større plan, når der for eksempel kommer et nyt hospital. Derfor tænker jeg, at det er smart at vente, så vi ved, hvor ladestationerne skal være, “ mener Dan Riise.

Der er efterhånden mange kommuner, som er i gang med at skifte busser ud til enten el-eller hybrid busser og udvalget har derfor været på inspirationstur til Roskilde Kommune.

“De er gået over til elbusser inde i byen, og det er nogle fine busser at køre i. Det betyder især meget for dem, der bor inde i byen, at busserne støjer mindre,” siger han.

Publiceret 07 August 2019 06:00