Lige ved beboerhuset er kommet en stor legeplads, så børnene ikke skal kede sig ved fester. Foto: Louise Vilster

Lige ved beboerhuset er kommet en stor legeplads, så børnene ikke skal kede sig ved fester. Foto: Louise Vilster

Beboere forvandler nedslidte legepladser til arkitekttegnede oaser

Da Kongevængets nedslidte legepladser dumpede en inspektør-test tog beboerne selv affære. Det er blevet til syv arkitektegnede legepladser til 4,3 mio. kr. Beboerne har meget mere at skulle have sagt, end de tror, mener initiativtager

Af
Louise Mørch Vilster

Det var held i uheld, da boligområdet Kongevænget i Hillerød for et par år siden fik besøg af en legepladsinspektør, der skulle godkende områdets syv legepladser.

“Han dumpede hele systemet. De var ikke gode nok, det var for gammelt, og der var masser af kattelort i sandet,” siger Laura Friis, som selv er vokset op i Kongevænget, og som nu bor her sammen med sin kæreste.

Store drømme

Hun er ikke medlem af bestyrelsen, men hun fik gav alligevel idéen til at skabe nogle nye og bedre legepladser, og hun fik hurtigt andre beboere med i legepladsudvalget. Hun har ikke selv børn, men vil gerne være med til at skabe mere liv blandt boligerne.

“Bestyrelsen sagde: I drømmer stort, og så kigger vi på budgettet bagefter, “ fortæller Laura Friis.

Se flere billeder fra de nye legepladser her:

De mange drømme blev til en 16 sider lang rapport med ønsker til legepladser, og en landskabsarkitekt har været med til at udvælge de bedste idéer og føre projektet ud i livet i samarbejde med beboerne.

4,3 millioner til legepladser

Legepladserne har kostet 4,3 millioner kroner, som er hentet fra en pulje, som beboerne selv har sparet op, og som er reserveret til initiativer, der ikke omfatter renoveringer.

“Jeg havde ikke regnet med, at vi fik så mange penge til det, “ siger Laura Friis.

For legepladsudvalget var det især vigtigt at komme af med de gamle sandkasser og få lagt et blødt gummiunderlag samt at få tænkt bede, bænke og grill område ind i legepladserne, så de voksne også har lyst til at være med.

Blev inspireret af børnene

“Vi gik først rundt med en flok børn for at se, hvad de legede mest med. Det var især ting, der drejer rundt og noget man kan kravle på,“ fortæller Laura Friis.

11-årige Nadja er et af børnene, som var med på rundturen med legepladsudvalget. Hun er nu en flittig bruger af legepladserne.

“De er sjovt, og så har vi noget at lave. Jeg kommer på dem næsten hver dag, og jeg kan bedst lide de ting, man kan klatre på,” siger hun.

Beboere har stor indflydelse

Byggeriet begyndte i april og stod færdig sidst i juni. Laura Friis håber, at hele projektet kan være med til at vise de andre beboere, hvor meget indflydelse de egentlig har.

“Beboerne ved ikke, hvor meget de har at skulle have sagt. De kan henvende sig til bestyrelsen med idéer, og de fleste bestyrelser vil gerne inddrage beboerne. Når man selv er med til at ændre området, så føles det som mere end bare at bo til leje,” siger hun.

Laura Friis håber, at løftet af boligområdet kan være med til at trække flere børnefamilier til.

“Østbyen har et lidt dårligt ry, men det er ikke sandheden. Jeg er glad for området, og jeg vil gerne have, at andre også er glade for det."

Publiceret 06 August 2019 06:00