På det seneste er Klas Fernblad begyndt at male figurativ kunst. Her er det tangodansere og en golfspiller. Foto: Anne Mette Ahlgreen

På det seneste er Klas Fernblad begyndt at male figurativ kunst. Her er det tangodansere og en golfspiller. Foto: Anne Mette Ahlgreen

Klas maler himlen i tusind farver

Hillerød-kunstneren Klas Fernblad tegner, maler og dekorerer næsten alt, hvad han kommer i nærheden af. I foråret åbnede han eget galleri på bopælen i Hammersholt

Af
Anne Mette Ahlgreen

kunst Når man besøger hans og hustruens hjem og idylliske have i landsbyen Hammersholt kan man få den tanke, at han ikke kan se en lodret flade uden at dyppe sin pensel og gå i gang. På brædderne om sandkassen spadserer en række hvide får, vinduer og døre i atelieret, galleriet, huset og legehuset er dekorerede med geometriske mønstre. Selv havemøblerne har fået lidt pynt.

I pinsen åbnede Klas Fernblad sit eget galleri på bopælen, som har åbent efter aftale. Han er medlem af Kunstrunden Nordsjælland, som består af udvalgte kunstnere, der holder åbent galleri i pinsen og deltager i en fællesudstilling på Marienlyst.

På vægge allevegne hænger hans farverige malerier. Værkerne viser alsidige teknikker og temaer: Akryl og prik-teknik med tusch, moderne ikoner, kollage-portrætter af familiemedlemmer, symbolske scener, serier af billeder af lidende mennesker.

”Min passion er at fortælle en historie i stedet for at male blomster og kornmarker. Jeg maler det, der er i hovedet på mennesker, for eksempel depression, ensomhed, overforbrug - alt hvad folk slider med,” som han siger med et norsk udtryk.

Maler poetisk musik

Musik er en af hans store inspirationskilder. Hans yndlingsband er det norske Kaizers Orchestra, som spiller en blanding af norsk og Balkan-musik på olietønder og koben.

”Musikken sætter gang i en masse tanker, og jeg prøver at fortolke det over på et lærred,” forklarer kunstneren.

Sangen ’Jeg knuser tusind dråber regn’ er blevet til et maleri med små cirkler gennembrudt af zig-zag-striber, som skal illustrere knuste dråber.

Den 60-årige kunstner er uddannet grafisk designer og har en lang alsidig erfaring bag sig med grafisk design. Vægmalerier har han gjort meget i. For en afdeling for kræftramte børn på Rigshospitalet brugte han mere end et halvt år på at udsmykke væggen rundt om legepladsen tagterrassen. Han har malet vægge i daginstitutioner sammen med børn, to store vægmalerier i Smedjen i Støberihallen, en i Buddhas JazzClub i Klaverfabrikken, som han i øvrigt har haft et kunstneriske samarbejde med i 16 år.

Sangen ’Jeg knuser tusind dråber regn’ af Kaizers Orchestra er i Klas Fernblads fortolkning blevet til et maleri med små cirkler gennembrudt af zig-zag, som skal illustrere knuste dråber. Foto: Anne Mette Ahlgreen

Sangen ’Jeg knuser tusind dråber regn’ af Kaizers Orchestra er i Klas Fernblads fortolkning blevet til et maleri med små cirkler gennembrudt af zig-zag, som skal illustrere knuste dråber. Foto: Anne Mette Ahlgreen

Liv i Hillerøds kultur

Klas Fernblad er svensk, født i Sverige og opvokset i Norge. Da han som ung kom til Danmark, blev han ansat på tegnestuen på Frederiksborg Amtsavis og Hillerød Posten. Fra starten blev han en del af Hillerøds kulturliv og var med til at starte Slotsbio og festivalen Hillerock. Til den første Hillerød Slotsfestival tegnede han festivalens logo og plakat.

Hans karriere har ført ham vidt omkring. Han har designet logoer, plakater og t-shirts til festivaler og udstillinger, og han har løst grafiske opgaver for underholdningssteder, børneinstitutioner. fagblade, kommunale brochurer og CD-omslag. Han har formgivet en statuette, som Brødrene Olsen skulle uddele som musikpris, og han har løst flere kunstneriske opgaver for Danmarks Metrologiske Institut (DMI), herunder vægmalerier og ikonmalerier med indbyggede instrumenter og naturligvis malet en masse malerier efter eget hoved.

Til Hillerød Kunstdage som omfatter en censureret udstilling vandt Klas Fernblad førstepladsen.

”Jeg kom ind på den censurerede udstilling to gange. Det synes jeg selv er godt gået, for det er knaldhårdt at komme igennem nåleøjet,” siger tusindkunstneren, som tager imod besøg efter aftale på: klas@fernblad.dk.

Publiceret 03 August 2019 11:00