“En ting er, hvordan det ser ud. En anden ting er, at det ødelægger fliserne,

“En ting er, hvordan det ser ud. En anden ting er, at det ødelægger fliserne," siger Tue Tortzen om ukrudtet, der får lov til at vokse frit. Foto: Louise Mørch Vilster

Tortzen: “Udlicitering af veje og parker handler om ideologi”

Tue Tortzen har fra starten været imod udliciteringen, som han mener handler mere om ideologi end besparelser

Af
Louise Mørch Vilster

Efter Hillerød Kommune udliciterede driften af veje og parker får ukrudtet lov til at brede sig. Derfor vedtog byrådet sidste år at undersøge muligheden for et samarbejde med andre kommuner. Men forvaltningen har indtil videre intet undersøgt, og det er utilfredsstillende, mener Tue Tortzen (E).

I krydset ved Jagtvej og Funkevej i Hillerød står en græsplante, der efterhånden har vokset sig cirka en meter høj. Den har sammen med meget andet ukrudt i Holmekvarteret fået lov til at gro frit, efter at Hillerød Kommune i 2015 valgte at udlicitere driften af veje og parker til det private selskab HedeDanmark. Planten ses tydeligt af alle forbipasserende biler.

“Den er efterhånden blevet et ikon herude,” siger byrådsmedlem Tue Tortzen (E) med slet skjult ironi.

“Nu har græsset fået overtaget, og hvis den skal fjernes, koster det ekstra, for det er ikke en del af kontrakten med HedeDanmark,” tilføjer han.

Kommune-samarbejde

Tue Tortzen er stærkt utilfreds med kommunens udlicitering til HedeDanmark, som i maj blev forlænget med endnu et år, og som han fra starten har stemt imod. Ikke mindst fordi besparelsen på udliciteringen betyder, at der mange steder i kommunen ikke længere bliver fjernet ukrudt, og fordi der ikke længere bliver ryddet sne foran for eksempel skoler og børnehaver.

“Det giver en ekstraregning til kommunen, som selv må klare det,” siger han.

Derfor foreslog Tue Tortzen sidste år byrådet, at undersøge muligheden for et driftssamarbejde med omkringliggende kommuner såsom Allerød, Halsnæs, Gribskov og Frederikssund. Hans tanke er at danne et fælleskommunalt selskab og derved opsige kontrakten med HedeDanmark.

“Vi har solgt vores traktorer og sneplove for en slik og opsagt medarbejdere, så det vil være for dyrt selv at genoprette vores drift,” siger han.

I krydset ved Jagtvej og Funkevej i Hillerød står en græsplante, der efterhånden har vokset sig cirka en meter høj. “Den er efterhånden blevet et ikon herude,” siger byrådsmedlem Tue Tortzen (E) med slet skjult ironi. Foto: Louise Mørch Vilster

I krydset ved Jagtvej og Funkevej i Hillerød står en græsplante, der efterhånden har vokset sig cirka en meter høj. “Den er efterhånden blevet et ikon herude,” siger byrådsmedlem Tue Tortzen (E) med slet skjult ironi. Foto: Louise Mørch Vilster

Misforstod opgaven

Til et byrådsmøde i efteråret blev det vedtaget, at forvaltningen skulle undersøge muligheden for et kommune-samarbejde. Men til byrådsmødet i maj stod det klart, at forvaltningen ikke havde taget kontakt til andre kommuner og undersøgt et samarbejde.

“De forklarer, at de havde misforstået opgaven. Det synes jeg er utilfredsstillende. Det er ikke kun en kritik af forvaltningen men lige så meget af udvalgsformanden, som ikke har holdt dem til ilden, “ siger han.

Det betød ifølge Tue Tortzen, at Hillerød Kommune var nødsaget til at forlænge kontrakten med HedeDanmark endnu et år.

“Forvaltningen skulle have undersøgt samarbejdet til byrådsmødet i maj, så vi kunne tage stilling til det. Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan misforstå opgaven,” siger han.

Ukrudt ødelægger fliserne

Tue Tortzen har fra starten været imod udliciteringen, som han mener handler mere om ideologi end besparelser.

“Udliciteringen er ren ideologi. Jeg troede, at da vi fik et rødt flertal efter valget, ville det stoppe. Men nu er Socialdemokratiet gået sammen med Venstre, og det er dem, som gerne vil udlicitere, “ mener han.

Han advarer om, at det i sidste ende kan blive en dyr regning for Hillerød Kommune at lade ukrudtet gro til.

“En ting er, hvordan det ser ud. En anden ting er, at det ødelægger fliserne. De stærke planterødder skubber sig ind, og det giver mulighed for frostsprægninger om vinteren. Der kan godt gå nogle år, før de bliver ødelagt, men det er som at skubbe en snebold foran sig, “siger han.

Publiceret 30 July 2019 05:00