Til 'Hilberts Store Festdag' møder børnehavebørnene Hilbert i levende live. Presefoto

Til 'Hilberts Store Festdag' møder børnehavebørnene Hilbert i levende live. Presefoto

Eventyrforløb på biblioteket: Børnehavebørn møder dragen Hilbert

Flere 100 børn fra 12 forskellige børnehaver i Hillerød Kommune har de seneste år mødt dragen Hilbert og udviklet deres sprogfærdigheder

børn Dragen Hilbert har siden 2002 været malet på væggen i Børnehjørnet på Hillerød Bibliotek - men sidste år blev han vakt til live.

Nu kan alle børn møde ham den første lørdag hver måned - og samtidig er han en del af et tiltag, som børnebibliotekarerne på Hillerød Bibliotek har skræddersyet til børnehavebørnene i kommunen.

Her læser specialuddannede bibliotekarer op for børnene af eventyret om Hilbert, og børnene lærer for eksempel, hvad det vil sige ”at have sommerfugle i maven” og ”at leve lykkeligt til sine dages ende”.

"Konceptet er udviklet i dialog med pædagogerne. Vi har været meget lydhøre over for deres input, fordi deres spidskompetence er jo at vide, hvordan børnene får noget ud af historien," siger bibliotekar Sofie Funder Allermann, som har skrevet eventyret om Hilbert baseret på de figurer, kunstneren Maria Lau Krogh har malet på væggene nede på børnebiblioteket.

"Målet er til dels at øge børnenes kendskab til biblioteket, men også at styrke deres sprog, læseglæde og kreative udfoldelse. Samtidig understøtter forløbet nogle af institutionernes læreplanstemaer. Det er ”kommunikation og sprog”, ”sociale kompetencer” og ”kultur, æstetik og fællesskaber”," forklarer Sofie Funder Allermann.

Det er også håbet, at eventyrforløbet har et liv både før, under og efter besøgene på Biblioteket. Derfor får pædagogerne en folder med inspiration til, hvordan de kan arbejde videre med ”Hilberts forunderlige eventyr” i institutionerne, ligesom børnene forhåbentligt lokker deres forældre med op på biblioteket for at se Hilbert.

I alt har flere hundrede børn fra 12 forskellige børnehaver i år og sidste år været med i projektet.

Dragen Hilbert er bragt til live på Hillerød Bibliotek, hvor børn kan møde ham den første lørdag i måneden - og så er han også med, når børnehavebørn kommer til eventyrforløb. Pressefoto

Dragen Hilbert er bragt til live på Hillerød Bibliotek, hvor børn kan møde ham den første lørdag i måneden - og så er han også med, når børnehavebørn kommer til eventyrforløb. Pressefoto

Stor festdag

Forløbet rundes af med ”Hilberts store festdag”, hvor børnene endelig møder Hilbert. I år havde biblioteket besøg af omkring 90 børn, der festede og dansede sammen med Hilbert til en koncert med musikformidler Anne O.

"Det har været et meget positivt forløb. Børnene har været rigtig glade for at komme ned på biblioteket på en anden måde. Noget af det bedste var, at de børn, der aldrig havde været på biblioteket, kom derned, men også, at vi har hørt fra forældrene, at flere børn har nævnt, at de gerne ville derned igen," siger pædagog Katja Voss, som sammen med børnene fra Børnehjørnet på Hillerød Hospital har deltaget i ”Eventyrforløbet”.

Særligt 'Hilberts Store Festdag' var en succes, fortæller både pædagog Mette Visborg Larsen fra Nødebo Børnehus og Katja Voss:

"Det var noget særligt med 'Hilberts store festdag', hvor Hilbert kom på besøg. Børnene syntes, det var helt fantastisk. Hilbert var helt klart højdepunktet. De så meget frem til, at de skulle møde ham, og de har snakket meget om ham siden. Hvis forløbet bliver tilbudt igen, så vil vi rigtigt gerne være med," siger Katja Voss.

Maria Lau Krogh har malet nye vægmalerier på Hillerød Bibliotek og glæder sig over, at hendes figur dragen Hilbert nu er blevet levende. Pressefoto

Maria Lau Krogh har malet nye vægmalerier på Hillerød Bibliotek og glæder sig over, at hendes figur dragen Hilbert nu er blevet levende. Pressefoto

Glad kunstner

For kunstneren Maria Lau Krogh, der satte de første streger tilbage i 2002, har det været som en tidsrejse.

"Det er intet mindre end fantastisk at være tilbage, hvor det hele startede for 17 år siden. Det er vidunderligt, at det er blevet bevaret. Jeg er lykkelig over, at det får lov til at leve videre, og at de små børn får endnu mere ud af det. Nu kan de kramme Hilbert og høre eventyret om ham. Det er vildt sjovt for mig også," siger hun.

Maria Lau Krogh er netop blevet færdig med at tilføje endnu flere figurer på væggene nede på Børnebiblioteket.

"Jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle udvikle sig til det her. Det er jeg meget stolt og glad over. Jeg kommer gerne igen om 17 år og maler videre," siger Maria Lau Krogh.

Alle kan altså komme og møde Hilbert til ”Levende lørdag” den første lørdag i måneden. Dog holder konceptet sommerferie og starter op igen i september, hvorefter det kører året ud.

Eventyrbesøg

I efteråret kommer der til at være 12 ”Eventyrbesøg for børnehaver”. Det er alle onsdage i september, oktober og november (uge 42 undtaget grundet efterårsferie).

Eventyrbesøget er fra kl 10-11 på Hillerød børnebibliotek, og tilmelding til forløbet sker til Sofie Funder Allermann på sofal@hillerod.dk

Eventyrbesøget er for de 4-årige. Alle børnehaver vil modtage en invitation til dette forløb via mail, hvor der også står nærmere information.

Inden besøget på biblioteket får institutionerne besøg af en børnebibliotekar, der fortæller nogle korte historier og forbereder børnene på, hvad de skal opleve. Dette aftales nærmere, når besøget nærmer sig.

Publiceret 30 July 2019 11:00