"Det spændende her er, at vi har et ansigt, de fleste nok vil afkode som feminint, mens vi har en nøgen overkrop, der for de fleste nok vil repræsentere et mandebryst. En interessant detalje var så, da vi delte billedet på Facebook, blev det censureret, fordi Facebook afkodede det som et nøgent kvindebryst. Det bidrager meget godt til spørgsmålet og debatten omkring, hvorfor et nøgent kvindebryst er noget seksuelt, mens det forholder sig anderledes med en mands bryst," forklarer Lærke Posselt. Foto: Simon Schultz van Engeland

Ny udstilling: Vi skal se hinanden som mennesker - fremfor som kvinder eller mænd

35 nye ansigter er flyttet ind på væggene i Vandrehallen på Hillerød Bibliotek, hvor fotograf Lærke Posselt portrætterer mennesker, som ikke definerer sig ud fra køn

Intense øjne, ømme blikke og nøgne bryster, som hverken tilhører en mand eller en kvinde, er kernen i portrætudstillingen ”Q* The Queer Project” på Hillerød Bibliotek, hvor den internationalt anerkendte stjernefotograf Lærke Posselt tager beskueren med ind i en ellers lukket verden.

Projektet udspringer af en snak, Lærke Posselt havde med en ven tilbage i 2013. Vennen identificer sig hverken som mand eller kvinde, og det gjorde fotografen nysgerrig:

Jeg er ikke ude på, at det bare skal være hyggeligt. Folk må gerne blive provokeret

"Jeg mærkede, at der var et eller andet spændende der. Noget som jeg fik lyst til at gå dybere ind i. Både fordi det var spændende, men også fordi det føltes vigtigt," siger Lærke Posselt, der har vundet både World Press Photo, Årets Pressefoto og i 2014 blev tildelt Kronprinsparrets Stjernedryspris.

Publikum i tvivl

Fra 2013-2017 fotograferede hun personer, der ikke opfatter sig selv som hverken mand eller kvinde. De portrætterede har mange forskellige tilgange og holdninger til begrebet køn, men de kan alle samles under paraplybegrebet 'queer'.

Foto: Simon Schultz van Engeland

Foto: Simon Schultz van Engeland

'Queer' bliver blandt andet beskrevet som en tilgang, hvor en person stiller sig i opposition til den herskende kønsforståelse - en kønsforståelse som på mange måder er blevet os indprentet fra fødslen, og som også bliver brugt af kunstnere og fotografer, når de skal fortælle en historie med deres billeder. Bestemte positurer bliver eksempelvis afkodet som værende typisk maskuline eller feminine. Det er en mekanisme, Lærke Posselt har været meget opmærksom på i dette projekt:

"Jeg har forsøgt at ramme et udtryk, hvor beskueren gerne må være i tvivl om, hvad det er, de står og ser på. Hvis folk bliver forvirrede og frustrerede, så passer det mig helt fint. Jeg er ikke ude på, at det bare skal være hyggeligt. Folk må gerne blive provokeret. Hvis vi bliver forvirrede, fordi vi møder noget nyt, der ikke rigtig passer ind i de kasser, vi normalt putter ting i, så er vi måske mere åbne for at lære noget nyt. Måske kan vi skabe en anden forståelse, fordi vores normale tankesæt ikke er nok," siger Lærke Posselt og tilføjer:

Opgive kasser og koder

"Ved ikke at give folk et svar og ved at efterlade dem forvirrede og måske frustrerede, så håber jeg, at folk tager sig tid til at se udstillingen på en måde, hvor de giver slip. Hvor de opgiver at få det hele til at passe ind i kasser og koder, og bare kigger ind i de her ansigter. De her øjne. Og møder de her mennesker. Måske kan vi give slip på det her med, at vi afkoder hinanden som et eller andet køn. At vi i stedet bare ser hinanden som mennesker".

Jeg har forsøgt at ramme et udtryk, hvor beskueren gerne må være i tvivl om, hvad det er, de står og ser på. Hvis folk bliver forvirrede og frustrerede, så passer det mig helt fint

"Dette er et af mine yndlingsbilleder. Det er mødet mellem mennesket og beskueren, jeg har været interesseret i. Derfor har jeg skåret alt andet væk. Omgivelserne interesserede mig ikke. Hvis et portræt er godt, så kan man få fornemmelsen af, at man kigger på hinanden. Kigger hinanden i øjnene. Det har været mit mål med disse portrætter, at de skulle kigge tilbage på os beskuere. Det er ikke kun os, der kigger på dem. De kigger også på os," siger Lærke Posselt. Foto: Simon Schultz van Engeland

Udstillingen kan ses frem til og med 15. september.

Artiklen er skrevet af Simon Schultz van Engeland, kommunikationsmedarbejder på Hillerød Bibliotekerne, og redigeret af Hillerød Postens redaktion

Publiceret 13 July 2019 08:00