Der er politisk opbakning til at arbejde frem mod en røgfri arbejdsdag for alle ansatte i Hillerød Kommune. Arkivfoto

Der er politisk opbakning til at arbejde frem mod en røgfri arbejdsdag for alle ansatte i Hillerød Kommune. Arkivfoto

Hillerød Kommune vil indføre røgfri arbejdstid

Direktionen i Hillerød Kommune vil henover de næste år arbejde sammen med medarbejderne om, at cigaretterne skal skoddes i arbejdstiden

Af
Mette Dolmer Thygesen

Det skal være slut med at tage sig en smøg i arbejdstiden, hvis man er ansat i Hillerød Kommune.

I hvert fald arbejder direktionen i samarbejde med medarbejderudvalgene på at indføre røgfri arbejdstid inden december 2020.

"Vi ved, at rygning er noget af det, som gør allerflest mest syge. Derfor er det vigtigt, at en arbejdsplads forholder sig til rygning," siger borgmester Kirsten Jensen (S), der sammen med et flertal i Økonomiudvalget tog en orientering om sagen til efterretning på deres møde 19. juni.

Protest i 2014

Tilbage i 2014 blev der faktisk indført rygeforbud på rådhuset, men da en pressemeddelelse blev sendt ud om forbuddet, fik det en række partier til at protestere. De tog sagen op i byrådet og fik forbuddet afskaffet via et politisk flertal bestående af Liberal Alliance, Venstre, Dansk Folkeparti, Fælleslisten og Mette Thiesen, som dengang var valgt ind for Det Konservative Folkeparti. Dengang gik kritikken på, at forbuddet var indført imod medarbejdernes ønske.

Derfor er der denne gang lagt ekstra vægt på, at beslutningen skal drøftes i hele organisationen, og det skal sikres, at medarbejderudvalgene bakker op.

"Det her er en plan, som organisationen har arbejdet på i lang tid - både ledelse og medarbejdere. Hele den kommunale organisation skal være med. Vi har også lagt en sundhedshandleplan med et mål om en røgfri hverdag. Vi skal gøre det nemt at være røgfri, men det er vigtigt, at det sker i et samarbejde med medarbejdere og repræsentanter, og at vi får lavet et system, som støtter. De fleste vil jo gerne holde op med at ryge, og det ønske skal de støttes i," siger Kirsten Jensen.

Tilbage i 2014 var Venstre et af de partier, som ikke bakkede op om rygeforbuddet. Dengang kaldte Dan Riise fra Venstre forbuddet for en "omklamringspolitik", som "gik for langt":

"Hvad bliver det næste? At de overvægtige ikke må få kage til kaffen? Det er et skråplan, vi er ude på," sagde han dengang.

Men for Venstre er det vigtigt, at sagen er nu er gennemarbejdet med medarbejderne, siger viceborgmester Klaus Markussen:

"Nu er der lagt en plan for, hvordan vi skal arbejde videre med det her. Det er vigtigt, det er noget, vi står sammen om, og at det er tydeligt, at medarbejderne har forholdt sig til det. Vi har jo også vedtaget sundhedshandleplanen, hvor der stod, at det her er noget, vi arbejder med. Og den plan har byrådet stået på mål for. Så det er godt at se en status med fremdrift i," siger han.

Flere unge ryger

Rygning er faktisk i fremgang blandt unge. Ifølge en undersøgelse, som Kræftens Bekæmpelse fik lavet i 2018, steg andelen af rygere blandt de 16-24-årige fra 25 procent i 2013 til 29 procent i 2017. Og den triste statistik skal der laves om på, mener Klaus Markussen:

"Vi er i en situation, hvor flere unge begynder at ryge. Vi ønsker politisk at medvirke til, at den udvikling bremses. Men det er et langt træk - og en proces, hvor det er vigtigt, at medarbejderne er med på, hvad vi gør," siger Klaus Markussen.

Det er Kirsten Jensen enig i:

"Det er en sag, som nogle synes, er meget personlig - både for rygere og for dem, som oplever at andre ryger. Der er interesser hele vejen rundt. Så nu prøver vi at gøre det på en grundig og omsorgsfuld måde, hvor man bliver støttet i at holde op med at ryge, inden arbejdspladsen bliver røgfri".

Medarbejderne kan blive tilbudt rygestopkurser, eventuelt i den lønnede arbejdstid, rygestopprodukter - eller hjælpes med sociale alternativer til rygepauserne.

Thiesen imod

Socialdemokratiet, Venstre, SF, Dansk Folkeparti og Radikale stemte for, mens Mette Thiesen fra Nye Borgerlige fastholdt sin modstand mod rygeforbuddet:

"Jeg mener, at det er en glidebane. Hvad bliver det næste? Hvis man er overvægtig, må man så ikke spise chokolade i arbejdstiden? Hvad medarbejderne i kommunen bruger deres pauser på, skal ikke dikteres. Om man vælger at ryge en cigaret eller spise en chokoladebar, må være op til den enkelte. I øvrigt har jeg svært ved at se det håndhævet, medmindre man sætter cheferne til at kontrollere ekstra. Det er en helt forkert vej at gå," siger hun.

Røgfri arbejdstid fylder generelt på den kommunale dagsorden. Omkring 24 kommuner har indført røgfri arbejdstid, og yderligere 10 kommuner er i færd med at indføre det, oplyser forvaltningen.

Publiceret 10 July 2019 08:00