Hvad skal der stå på de kommunale skraldespande, spørger Hillerød Kommune på Facebook. Foto: Martin Warming

Hvad skal der stå på de kommunale skraldespande, spørger Hillerød Kommune på Facebook. Foto: Martin Warming

Har du et bud? Hvad skal der stå på Hillerøds skraldespande?

Hillerød Kommune er gået på jagt efter 'slogans' til de kommunale skralespande

Af
Martin Warming

Hillerød Kommune efterlyser nu et nyt 'slogan' til de kommunale skraldespande, der står rundt omkring i byen.

"Skiltene på Hillerøds skraldespande er blevet gamle og slidte. Men hvad skal der stå på de nye skilte på skraldespandene rundt omkring i kommunen?," skriver kommunen i et opslag på sin Facebook-side.

Og der er allerede kommet mange gode bud på et nyt slogan i kommentarsporet til opslaget.

"Bevar Hillerød ren og fin, ud med affaldet og smil", "Er du god til at ramme, så får miljøet ikke en skramme" og "Tænk på miljøet, brug mig", lyder et par af forslagene.

"Vi vil gerne skabe en positiv og humoristisk kampagne, hvor vi sætter fokus på en ren Hillerød Kommune," fortæller Kasper Juel Larsen, der er tovholder på kampagnen i Hillerød Kommune

Formålet med kampagnen er blandt andet at skabe synlighed om mulighederne for at komme af med affaldet i byen. Dernæst at oplyse om, hvorfor affald ikke skal ende på gaderne og i naturen, og hvorfor det i stedet bør ende i skraldespanden til enten forbrænding eller genanvendelse.

”I forbindelse med kampagnen ønsker vi at opsætte nye skilte med budskaber på nogle af skraldespandene rundt om i kommunen. I den forbindelse er vi på jagt efter gode og sjove forslag til slogans og budskaber. Det har vi valgt at bruge Facebook til. Der vil helt sikkert komme en masse gode forslag til idéudviklingen," siger Kasper Juel Larsen.

Og det er der altså allerede kommet. Der er dog også en, der mener, at der slet ikke skal stå noget på skraldespandene.

"En skraldespand er en skraldespand. Spar pengene og brug dem på vores børn eller ældre," skriver han i kommentarsporet til kommunens opslag på Facebook.

Du kans elv komme med dit bud på, hvad der skal stå - hvis du synes, der skal stå noget - på Hillerød Kommunes Facebook-side eller ved at sende en mail til Kasper Juel Larsen på kalar@hillerod.dk.

Publiceret 08 July 2019 05:00