Inde i cafeen er der både spil, man kan købe, og spil, man kan prøve at spille gratis. Der er både spil for børn og voksne. Foto: Mdt

Inde i cafeen er der både spil, man kan købe, og spil, man kan prøve at spille gratis. Der er både spil for børn og voksne. Foto: Mdt

Gitte og svigersønner åbner brætspilscafé på Carlsbergvej

I en ny cafe på Carlsbergvej kan man både spise en sandwich og mødes omkring kortspil og brætspil

Af
Mette Dolmer Thygesen

Svigermor og to svigersønner har fundet sammen om et nyt projekt i centrum af Hillerød: De har åbnet en ny sandwichcafé kombineret med brætspilscafé og-butik.

"Før i tiden anså mange det som nørdet at spille brætspil, men nu er interessen meget større, og rigtig mange spiller. Og Hillerød manglede et sted, hvor man kan spille og mødes omkring bordet med spil, som ikke er digitale," siger 28-årige Mikkel Dam Krintel, som sammen med kammerat og svoger Kristian Holm Pelle står bag brætspilsdelen af den nye café.

Skabe hygge

De to har længe haft en stor interesse for brætspil og kortspil som Magic Cards og har sammen i nogle år drevet webshoppen Topdeck med med salg af Magic Cards, brætspil, kortspil og andre spil, som altså ikke er digitale, men spilles ved et bord. De ønskede at rykke ind i nogle fysiske lokaler, hvor folk kan mødes og spille - og var samtidig trætte af at skulle køre helt til Roskilde eller København for at komme i brætspilcafé.

Før i tiden anså mange det som nørdet at spille brætspil, men nu er interessen meget større, og rigtig mange spiller. Og Hillerød manglede et sted, hvor man kan spille og mødes omkring bordet med spil, som ikke er digitale

"Når man spiller digitale spil, mister man jo noget af den hygge, som opstår, når man mødes om brætspil som for eksempel Ludo eller Bezzerwizzer. Den hygge håber vi at skabe her. Så hvis folk gerne vil invitere nogle hjem til et spil Stratego og ikke lige gider rydde op - så kan de bare komme herned i stedet," siger han.

Gitte Wurst arbejdede i bagerafdelingen i Hillerød, men havde længe drømt om at åbne sit eget. Og det er hun nu, i en alder af 60 år, sprunget ud i - sammen med sine tvillingedøtres kærester. Foto: Mdt

Gitte Wurst arbejdede i bagerafdelingen i Hillerød, men havde længe drømt om at åbne sit eget. Og det er hun nu, i en alder af 60 år, sprunget ud i - sammen med sine tvillingedøtres kærester. Foto: Mdt

I cafeen, som har fået navnet Cafe 32 efter sin adresse på Carlsbergvej, er der et par hylder med brætspil, som er til fri afbenyttelse. Gæsterne kan både spille de spil, de kender - eller få inspiration til at prøve nogle nye. Har man brug for lidt hjælp til spillereglerne, deler indehaverne gerne ud af deres store viden. De håber, der vil opstå en kultur, hvor man mødes og spiller med på tværs af alder, og uanset om man kender hinanden eller ej.

Sagde op som 60-årig

Samtidig kan man så indtage en kop kaffe, en sodavand, en sandwich eller et stykke kage fra Café 32, som svigermor Gitte Wurst driver. Hun var ofte kommet forbi den café, som lå i lokalerne tidligere, og havde gået og tænkt på at sige sit job op og selv starte en café. Gitte Wurst havde i 14 år arbejdet i Føtex, hvor begge svigersønerne og hendes tvillingedøtre faktisk også har arbejdet, men hun havde længe haft drømmen om at starte sit eget:

"Jeg tænkte, at det nok ville være svært, også i min alder - 60 år. Men man skal jo aldrig sige aldrig, og så syntes jeg, at jeg havde været længe nok i Føtex," siger hun.

Jeg tænkte, at det nok ville være svært, også i min alder - 60 år. Men man skal jo aldrig sige aldrig

Da lokalerne en dag blev ledige, tog hun og de to svigersønner ind og kiggede på dem - og det var lige, hvad de ledte efter. Lokalernes størrelse og indretning med plads til 35-40 gæster ved cafebordene og en lille plads udenfor til cafeborde - og beliggenheden tæt på stationen og de mange uddannelsesinstitutionen passede dem godt. Så de gik i gang med deres nye sted, som slog dørene op i pinsen for første gang.

På ferie sammen

Samarbejdet kører upåklageligt mellem svigermor og -sønner, fortæller Gitte Wurst:

"Det er rigtig hyggeligt. De er nogle søde, unge mennesker. Vi har også lige været på ferie sammen, hele familien".

Planen er fremover, at der skal være en masse events i Cafe 32 og Topdeck. Det kan både være aftner, hvor man spiller et bestemt spil - for eksempel tester de nye 'Escape room'-spil, eller bare mødes over flere forskellige brætspil.

28-årige Mikkel Dam Krintel og hans kammerat har åbnet brætspilscafé i Hillerød sammen med svigermor Gitte Wurst på 60 år. Foto: Mdt

28-årige Mikkel Dam Krintel og hans kammerat har åbnet brætspilscafé i Hillerød sammen med svigermor Gitte Wurst på 60 år. Foto: Mdt

Udenfor den nye Café 32 og Topdeck er der også et par cafeborde, som man kan slå sig ned ved med sin sandwich og sit spil. Foto: Mdt

Udenfor den nye Café 32 og Topdeck er der også et par cafeborde, som man kan slå sig ned ved med sin sandwich og sit spil. Foto: Mdt

Publiceret 26 June 2019 06:00